Farten i byen kan godt komme under de 50 kilometer i timen flere steder, det mener en af Odenses rådmænd.

Det kan lue ud i de vanvidsbilister, der kører amok i Odenses gader.

Det mener by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V), der nu byder ind på regeringens nye forsøgsordning, der skal gøre det lettere for 15 kommuner at sænke fartgrænsen under de 50 kilometer i timen, som er standard for bykørsel. Det skriver TV 2 Fyn.

»Vi har enkelte tosser, der er hensynsløse og fuldstændig ligeglade med andre menneskers liv. Det er få, men de skaber stor utryghed, og dem vil vi gerne af med,« siger  Christoffer Lilleholt.

Bliver rådmandens ønske hørt af regeringen, så peger han selv på gader som Skibhusvej, Nørregade, Klaregade og Nedergade, som oplagte bud på gader, hvor farten kunne sænkes.

Til B.T. Odense forklarede Christoffer Lilleholt forleden, at kommunen modtager mange henvendelser om vanvidskørsel i Odense. Noget, han gerne ser stoppet:

»Vi har rigtig mange i Odense, der cykler til skole, på arbejde og rundt i byen, og deres liv sætter man over styr ved at køre så stærkt.«

Forsøgsordningen, som rådmanden lægger billet ind på, skal efter planen træde i kraft start november 2021.