45-årige Trine Vinkel og hendes familie har aldrig oplevet problemer, når de som en fast tradition én gang om året besøger Lalandia i Billund.

Dog endte familiens besøg i badelandet temmelig brat i weekenden, da Trine Vinkel gled på badelandets 'sæbeglatte' gulv.

»Selvfølgelig er gulve i et badeland glatte, det ved vi jo, men den dag, jeg faldt, konstaterede jeg allerede første gang, jeg trådte ud på gulvet, at det var usædvanligt glat, og jeg gik med helt små skridt, for at undgå at falde,« fortæller Trine Vinkel.

Trine har læst B.T.s historie om badegæster, der i weekenden gled på stribe på et gulv, der af en anden Lalandia-gæst beskrives som sæbeglat - og lynhurtigt kunne Trine Vinkel konstatere, at hun var én af de gæster, der i weekenden måtte kysse det stenhårde og spejlglatte flisegulv.

»Jeg kommer gående på en passage, hvor alle skal igennem, og pludselig forsvinder mine ben under mig på bedste tegneseriefacon. Jeg når ikke at registrere noget - og så ligger man jo der.«

I det voldsomme styrt landede Trine Vinkel med hele sin vægt på sin venstre arm, og det skulle hurtigt vise sig, at den var brækket.

»Jeg var godt klar over, at der var noget galt. Folk og reddere kom hurtigt hen for at hjælpe, det var rigtig sødt, men jeg blev virkelig dårlig og følte, at jeg skulle kaste op, så der gik lang tid, før jeg kom op at stå igen,« siger Trine.

Efter styrtet noterede Trine Vinkel, at der ikke var sat skilte op, der kunne indikere, at gulvet lige på dette sted - et af de mest befærdede steder i badelandet, ifølge Trine - var ekstra glatte.

Foto: STEEN JACOBSEN
Vis mere

Trine Vinkel blev ført ind til en Lalandia-redder, der skulle undersøge hende for skader, og her spurgte hun den ansatte, hvorfor der ikke var opstillet advarselsskilte.

Hertil lød svaret, at personalet godt var klar over, at gulvene var usædvanligt glatte, men da Trine spurgte, hvorfor badelandet så ikke var lukket, kunne den ansatte ikke svare.

»Jeg ved godt, at uheld sker, men når de er bevidste om problemet, så spiller de russisk roulette med folks helbred. Skidevære med min arm, men det kan virkelig få konsekvenser, hvis nogen kommer gående med en baby,« siger Trine og forklarer, at hendes 70-årige far også gled i badelandet.

Det drejer sig specifikt om ét område i badelandet, hvor det føles som at skøjte rundt i brun sæbe, forklarer Trine Vinkel, som oplevede flere personer falde på den ene dag, hun befandt sig i badelandet.

Heraf blev en person båret ud af Lalandia på en båre.

Til B.T. har Jan Harrit, som er administrerende direktør i Lalandia, tidligere på ugen udtalt - i tråd med personalets besked til Trine - at man godt har vidst, at der har været problemer med det glatte gulv i badelandet, og dén indrømmelse chokerer og skuffer Trine Vinkel:

»Man får følelsen af, at Lalandia er en pengemaskine, når det viser sig, at de godt ved, at det er et seriøst problem, og de alligevel ikke håndterer det. De skulle have sagt: 'Nu er den gal. Nu skal folk ud.' Jeg tænker også på, hvor længe det egentlig har stået på - hvor længe har vi gæster været til grin?«

Trine Vinkel oplyser til B.T., at hun har valgt anmode om erstatning efter uheldet.

Lalandias direktør, Jan Harrit, siger til B.T., at der rigtig nok er sket flere skader de sidste par weekender end normalt.

Det skyldes, forklarer han, at gulvet er blevet behandlet for slid. Samme behandling blev givet for 10 år siden, men direktøren mindes ikke, at der dengang var lige så mange uheld.

At Lalandia-gæster på stribe er gledet på gulvet de sidste par weekender - og at nogen, som Trine Vinkel er kommet slemt til skade i badelandet - ærgrer Jan Harrit:

»Det er vi selvfølgelig ærgerlige over. Når man færdes i våde områder, der der risiko for at glide, men her er der for mange, der er gledet. Hvis nogen er faldet og har slået sig, så er de velkomne til at kontakte os.«