Tre piger og en ung kvinde blev i sidste uge blufærdighedskrænkede af en 40-årig irakisk mand i Lalandia i Rødby. Lalandia tager sagen meget alvorligt.

»Vi har en helt fast procedure. Vi tager action med det samme, og det var også personale, der tilbageholdt manden og kontaktede politiet, så de kunne anholde ham,« siger administrerende direktør ved Lalandia, Jan Harrit, til B.T.

Sagen startede, da Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi torsdag i sidste uge fik en anmeldelse om, at en mand havde blufærdighedskrænket to piger på otte og 12 år og en ung kvinde på 20 år ved at røre dem på numsen i badelandet.

Politiet reagerede hurtigt og anholdt manden, som viste sig at være den 40-årige iraker, som er bosat på Asylcenter Avnstrup.

Efter sagen blev dækket i medierne, kontaktede en mor og hendes datter fra Hørsholm politiet.

De kunne fortælle, at datteren på 11 år havde oplevet det samme – blot om onsdagen.

Her havde den 40-årige mand to gange rørt pigen på numsen og stukket en finger under hendes badetøj, hvor han havde befølt hendes numsehul.

Politiet er nu i gang med en større undersøgelse af sagerne, fortæller fungerende politikommissær ved lokalefterforskning Nakskov, Jesper Andersen, til B.T.

»Vi skyder bredt ud og vil gerne efterlyse vidner eller eventuelle ofre, der har haft lignende oplevelser,« siger han.

I mellemtiden arbejder politiet på at afhøre vidner og ofre. Desuden har de beslaglagt den 40-åriges mobiltelefon.

»Vi er i gang med at undersøge mandens telefon, hvor vi fandt billeder af nogle i badetøj. Derfor skal den undersøges til bunds på alle de måder, man nu kan det,« siger Jesper Andersen.

Jan Harrit er ked af sagen, som han kalder ’trist’ og ’meget alvorlig’.

»Vi har fortalt de forulempede om de skridt, vi har taget, men vi har ikke meldt noget bredt ud til vores gæster. Vi lader politiet om at kommunikere det ud, der skal ud,« siger han.

Det er ikke første gang, badelandet oplever folk, der ikke opfører sig ordentligt og krænker andre.

»Vi har desværre oplevet lignende sager gennem de 30 år, Lalandia har eksisteret. Det sker heldigvis ikke så ofte, men når det gør, tager vi det meget alvorligt, har nultolerance og kontakter altid politiet,« afslutter Jan Harrit.

Lalandia i Rødby har årligt 550.000 overnattende gæster. Hvis du er en af dem, der har set eller oplevet noget lignende i badelandet, kan du kontakte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på telefon 114.