2023-regnskabet for Københavns Zoo er dyster læsning.

Underskuddet var på hele 20 millioner, hvilket er fem gange mere end budgetteret. Og det har fået store konsekvenser.

Det skriver Berlingske.

I maj blev hele tre chefer i den zoologiske have således fyret, og i en mail til de ansatte, som Berlingske har set, bliver det store økonomiske tab af direktør Pernille Mehl angivet som grunden.

»Under udarbejdelsen af en ny strategi og for at sikre det fremtidige økonomiske fundament har man grundigt vurderet de kompetencer, der er brug for fremadrettet. Det skal i den forbindelse siges, at det naturligvis altid er ærgerligt at sige farvel til gode medarbejdere,« skriver hun videre til Berlingske.

Hun overtog i 2023 jobbet som direktør, men det har ikke været en dans på roser.

Berlingske kunne afsløre, at 14 medarbejdere i april sendte en klage via København Zoos whisteblowerordning, fordi de har mistet tilliden til hende. 

Heri blev hun både beskrevet som 'respektløs' og 'nedladende'.

Udover det dårlige regnskab, fyrede chefer og utilfredse ansatte, måtte Københavnz Zoo også for nylig se sig fravalgt af Kongehuset.

Det skete, da det blev udmeldt, at dronning Mary ikke længere skulle være deres protektor.

Jørgen Howitz, bestyrelsesformand i Københavns Zoo, tog dog den beslutning ganske roligt.

»Fra Zoologisk Have sætter vi stor pris på den anerkendelse skiftende medlemmer af kongehuset igennem årene har vist os. Siden 3. januar har vi vidst, at man havde besluttet at ladet alle protektioner ophøre, herunder også ZOO.«

»Vi respekterer naturligvis beslutningen og glæder os til at byde medlemmer af kongehuset velkommen i Haven ved passende lejligheder i fremtiden,« forklarede han til B.T.