Nabil havde svært ved at tro sine egne øjne, da han onsdag formiddag kiggede ud af vinduet på Heimdalsgade i København.
Det var en række høje smæld, der trak ham hen til vinduet. Kort efter begyndte han at filme i ren forbløffelse.
På den anden side af vejen var et stillads stillet op af en boligblok, som er ved at blive renoveret. På øverste etage af stilladset stod en håndværker og smed skrald, byggematerialer og træstolper ud over kanten.
I stedet for at placere materialerne i affaldsskakten, der fører ned til containeren, var tingene i frit fald oppe fra 3. sal. Imens gik intetanende fodgængere rundt nede på vejen.
»Jeg var virkelig forbavset. Det her er vildt uforsvarligt, og det kunne nemt have gået fuldstændig galt, hvis sådan en træstamme pludselig havde ramt en forbipasserende,« siger 25-årige Nabil Elouali, der selv har arbejdet som håndværker:
»Jeg er ikke en type, som filmer ting og brokker sig, men det her skal jo stoppes. Det var ret tunge ting, der blev kastet ned. Han kunne have ramt biler, fru Olsen og de familier, der går rundt dernede.«
På de to filmklip, Nabil nåede at lave, ses en håndværker, der kommer ud inde fra en lejlighed på 3. sal.
Han kigger lidt rundt, før han i ét tilfælde smider en skraldepose ud over kanten.

I video nummer to smider han en træstolpe ud over kanten.
Lige ved siden af den container, håndværkeren kaster tingene ned i, står en række parkerede biler.
Der er adskillige fodgængere på fortovet.
Og Nabil mener ikke, at det er første gang, det sker.
Projektet i ejendommen har været i gang i nogle måneder, vurderer han, og Nabil har flere gange hørt lignende høje smæld, som han hørte onsdag formiddag.
Hos den entreprenør, der har hyret den håndværker, der står og smider materialer ud fra tredje sal, er man rystet over episoden.
»Det er jo hjernedødt. Det her må man slet ikke,« siger Kevin Sali, projektleder i KBH Multibyg:
»Jeg kan ikke sige andet, end at det er fuldstændig absurd, og at det her selvfølgelig ikke er den måde, vi arbejder på i vores firma.«
Han forklarer, at KBH Multibyg har hyret en underentreprenør til at ’rive lidt ned i lejlighederne’.
Det er med stor sandsynlighed en medarbejder fra den underentreprenør, der står og smider materialer ud over kanten af stilladset på videoerne.
»Jeg var meget overrasket, da jeg hørte det her. Der er plastik på stilladset og affaldsskakt hele vejen ned. Vi har betalt i dyre domme for at sørge for, at alt er forsvarligt,« siger Kevin Sali:
»Jeg går ud fra, at det er ren og skær dovenskab, når man ikke gør det ordentligt. Hvis jeg kan se, hvem det er, så bliver han smidt væk fra pladsen med det samme.«
Kevin Sali understreger, at KBH Multibyg ikke har modtaget nogen klager over materialer, der flyver ned fra tredje sal.
Nabil Elouali er glad for, at der bliver gjort noget ved situationen.
»Det er noget uforsvarligt gøgl, de har gang i derovre,« siger han:
»Så det er godt, at det bliver stoppet. Det er det eneste, jeg vil opnå med det her.«


