Mads Barsø synes, det er et pudsigt sammentræf.

Forrige lørdag vandt han 6.000 kroner på spilsiden Bet365. En uge efter var han pludselig helt og aldeles slettet fra siden.

Og han er ikke den eneste. B.T. har talt med flere danskere, der uden varsel eller begrundelse pludselig har fået lukket deres konto på Bet365.

Lørdag 30. marts rettede Mads Barsø kikkerten mod kampen mellem Middlesbrough og Norwich i den andenbedste engelske række.

Han satsede 40 kroner på, at Norwich ville vinde kampen 1-0, at to bestemte spillere ville få et gult kort, og at der ville komme minimum otte hjørnespark i kampen.

To timer efter stod der 6.040 kroner på kontoen. Mads havde ramt plet med alle fire spådomme, og samlet set gav det odds 151.

Her er Mads Barsøs væddemål.
Her er Mads Barsøs væddemål.
Vis mere

Mads var jublende glad, men der var i den grad malurt i bægeret, da den 21-årige mand så en uge efter loggede ind for at ride videre på gevinst-bølgen.

»Jeg logger ind, og så står der bare, at jeg er permanent udelukket. Det er mærkeligt, tænker jeg, så jeg skriver straks til deres support. Og de fortæller mig, at det er en ledelsesbeslutning af sikkerhedsmæssige årsager. Men hvad skulle det være?« spørger Mads Barsø B.T.

Er du også blevet udelukket, eller har du haft en anden sag kørende med en bookmaker? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv til journalist Sebastian Bjerring Jensen på sebj@bt.dk.

Til gengæld er Mads ret sikker på, at udelukkelsen hænger sammen med den store gevinst, han hev hjem en uge forinden.

»Jeg synes, det er en absurd forretningsmetode. Det kan ikke være rigtigt, at de kan udelukke folk, når de vinder penge, men beholde alle dem, som de tjener godt på,« siger Mads.

Og han er altså ikke den eneste. Carl Stokholm er en af mange andre danskere, der har oplevet det samme som Mads Barsø.

»Jeg vandt lidt under 20.000 kroner på et golfvæddemål. Derefter begrænsede Bet365 mig, så jeg kun kunne sætte små beløb, og nu er jeg så pludselig blevet helt udelukket. Uden en forklaring selvfølgelig,« fortæller Carl Stokholm.

Carl har fundet et andet sted at sætte sine penge på spil, men han har heller ikke meget tilovers for Bet365's måde at drive forretning på.

»Jeg tænker da, at forretningsmodellen er lidt beskidt, da det kun er folk, der taber penge, som er velkomne. Og så kan man jo heller ikke få en forklaring,« siger han.

Og ja. Alle dem, som B.T. har talt eller skrevet med, er blevet udelukket efter en periode, hvor gamblingen havde udviklet sig til en profitabel hobby.

Men er det overhovedet lovligt at udelukke brugere, der er vindende, for så at lade de tabende kunder blive på hjemmesiden?

Ja, det er det. Ifølge Spillemyndigheden, som B.T. har talt med, er der som sådan intet ulovligt i hverken at begrænse/limitere eller udelukke brugere.

Der er dog ét men.

Det fremgår nemlig af 'bekendtgørelse om online væddemål', at der skal sendes en 'begrundet afgørelse med dokumentation til spilleren', når en spilkonto pludselig bliver lukket.

Og sådan en begrundet afgørelse mangler altså i Mads Barsøs, Carl Stokholms og flere andres tilfælde.

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra Bet365.

Stifteren af Bet365, britiske Denise Coates, trak i slutningen af 2018 overskrifter verden over, da det kom frem, at hun i 2017 trak mere end 2,2 milliarder danske kroner ud til sig selv.