Konkurser, tvangslukninger og fyresedler i tykke bundter.

Fra den ene dag til den anden har tusindvis af danskere fået revet det økonomiske fundament væk under deres tilværelse.

Da corona-krisen brød ud, meldte bankerne i samlet flok ud, at de var klar til at holde hånden under deres kunder med eksempelvis udskydelse af ydelser på lån og forhøjede kassekreditter.

Og nu kimer telefonerne hos landets to største banker, Danske Bank og Nordea, med opkald fra danskere, der har brug for hjælp til at betale næste afdrag på boliglånet eller bilen.

»Vi har talt med tusindvis af kunder, som spørger til, hvilke muligheder der er for hjælp. Det kan være kunder, der står med et presserende problem, hvor de har svært ved at kunne betale regninger eller husleje, fordi de har mistet indkomst på grund af corona-krisen,« siger Danske Banks chef for privatkunder, Thomas Mitchell.

»Vi har set en støt stigning i privatkunder, der har fået hjælp på grund af corona. Den sidste uge af marts var omkring 10 procent af de lån, kassekreditter og lignende, vi har givet, direkte relateret til corona.«

Thomas Mitchell forventer, at trykket på banken vil vokse i de kommende uger og måneder.

Lige nu får mange fyrede medarbejdere nemlig løn i opsigelsesperioden. Men når den udløber, vil de økonomiske problemer tårne sig op i mange danske hjem.

Thomas Mitchell, chef for privatkunder i Danske Bank.
Thomas Mitchell, chef for privatkunder i Danske Bank. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Vi må desværre forvente, at flere privatkunder – herunder også boligejere – vil opleve, at de kan få økonomiske udfordringer over de kommende måneder,« siger Thomas Mitchell og tilføjer:

»Det er en alvorlig krise, og alt tyder desværre på, at vi får et betydeligt økonomisk tilbageslag i 2020, som kommer til at gøre ondt. Men vi er klar til at hjælpe så mange af vores kunder som muligt med de udfordringer, der måtte opstå i en svær periode.«

For bare et halvt år siden forventede Nationalbanken, at den danske økonomi ville vokse med 1,5 procent i år.

Men så kom coronaen, og nu vurderer Nationalbanken, at væksten i stedet vil skrumpe med hele 3-10 procent i år med titusindvis af arbejdsløse til følge.

Ledigheden er allerede steget med hele 44.130 personer fra den 9. marts til den 1. april i år, viser de seneste tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Det er den situation, som bankernes brancheorganisation, Finans Danmark, har givet regeringen og danskerne håndslag på, at bankerne vil gøre, hvad de kan, for at afbøde med for eksempel henstand på lån.

Men som B.T. skrev i går, er det ikke alle bankkunder, der oplever, at bankerne er så hjælpsomme og imødekommende, som de bryster sig af udadtil.

En veldrevet frisørsalon, der er tvangslukket, fik således i første omgang nej fra Nordea til at få forhøjet sin virksomhedskredit.

Mads Skovlund, direktør for privatkunder i Nordea, beklagede i B.T. i går fejlen, og frisørsalonen fik udvidet kreditten.

I dag siger Mads Skovlund, at Nordea ligesom Danske Bank er blevet bestormet af bekymrede kunder, og at der under det pres kan og vil ske enkelte fejl, som banken gerne retter.

»Der sker fejl. Det er også nye tider for os i bankerne. Men sker der fejl, kan man kontakte vores kundeombudsmand, lederen i den enhed, man som kunde er i kontakt med, eller sende en mail direkte til mig – min mailadresse står på vores hjemmeside – og så kigger vi på det en gang til. Ja, vi begår fejl, men vores mission er at hjælpe vores kunder, for det er dem, vi lever af.«

Helt konkret har Nordea den 13.-31. marts strikket corona-relaterede løsninger sammen til 1.354 trængte kunder.

Nordea-chef Mads Skovlund har det overordnede ansvar for Nordeas privatkunder i Danmark.
Nordea-chef Mads Skovlund har det overordnede ansvar for Nordeas privatkunder i Danmark. Foto: LINDA KASTRUP
Vis mere

De har for eksempel fået rente- og gebyrfrit overtræk til at betale den næste ydelse på bank- eller realkreditlånet på huset.

Hver dag bliver der fundet løsninger til 150-200 corona-trængte Nordea-kunder. Men fem-otte procent af privatkunderne har fået nej til de særlige corona-relatarede løsninger i Nordea, fordi deres økonomi var 'for skrøbelig', oplyser Mads Skovlund:

»Så kan vi i nogle tilfælde tilbyde dem andre løsninger. Men det er vigtigt, at vi kun giver lån til folk, der grundlæggende har en sund økonomi og har en chance for at afdrage lånene igen, når corona-krisen er overstået.«

»Løsningen vil aldrig være at forgælde folk mere, end de kan klare. Det vil simpelthen være forkert rådgivning.«