I hele sit 46 år lange liv har Torben Jørgensen boet i Albertslund.

Han har fået Vestegnen ind med modermælken.

Men noget har ændret sig de seneste fire-fem år, fortæller han.

»Unge indvandrere har overtaget gaderne i mit kvarter. De chikanerer og har en meget intimiderende adfærd,« siger Torben Jørgensen, der gerne vil stå frem med navn, men ikke ønsker sit ansigt fotograferet.

Torben Jørgensen bor i det udsatte boligområde Kanalens Kvarter i Albertslund. Han fortæller om udbredt chikane fra unge indvandrere i området.
Torben Jørgensen bor i det udsatte boligområde Kanalens Kvarter i Albertslund. Han fortæller om udbredt chikane fra unge indvandrere i området. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Han er bange for repressalier og er derfor fotograferet delvis anonymt.

Torben Jørgensen bor i et område i Albertslund, der hedder Kanalens Kvarter. Det er et alment boligbyggeri med mange beboere med anden etnisk baggrund end dansk.

Han har henvendt sig til B.T., efter han læste artiklen om de unge indvandrere, der kaster æg mod Marlene og hendes kæreste på Sydhavnen.

En sag, som efterfølgende blev bemærket på allerøverste politiske niveau. Statsminister Mette Frederiksen nævnte sagen på partiets sommergruppemøde, og justitsminister Nick Hækkerup slog efterfølgende fast, at der skal sættes ind ‘mod en adfærd, som virker truende og som skaber utryghed'.

Ung mand lægger an til at kaste med æg mod Marlene Hansen (grab fra video).
Ung mand lægger an til at kaste med æg mod Marlene Hansen (grab fra video). Foto: Privat
Vis mere

Det er netop det, Torben Jørgensen oplever.

»Der bliver med jævne mellemrum solgt og røget hash. Så man bliver konstant konfronteret med kriminel aktivitet,« siger han.

»På gaden råber de højlydt og stiller sig med vilje truende op og fylder hele fortovet, så man for eksempel ikke kan komme forbi. Det er meget provokerende. Man kan ikke være i fred,« siger Torben Jørgensen og fortsætter:

»Op til nytår sidste år fyrede de unge raketter efter os, når vi gik ned på gaden, ligesom de skød målrettet med romerlys efter hundeluftere. Ren chikane. Da jeg bad dem stoppe, kastede de et tændt fyrværkeribatteri op på min lille altan,« siger han.

Har du oplevet chikane fra grupper af unge? Skriv til B.T.s journalist her

For kort tid siden eskalerede situationen, og her måtte man tilkalde politiet, efter at Torben Jørgensen havde bedt de unge drenge om at lade være med at ryge hash foran hans lejlighedsdør.

»Jeg indrømmer, at jeg ikke kan undgå at blive arrig, når jeg hele tiden skal konfronteres med deres kriminalitet. Så jeg bad dem lade være med at ryge hash. Det endte med, at de smed vandflasker og dåser på vores vinduer,« siger han.

Torben Jørgensen tilkaldte politiet, der kom med det samme. Da var de unge stukket af, og det lykkedes politiet at anholde én af de unge.

Når Torben Jørgensen skal i supermarkedet går han en omvej for at undgå at blive antastet.
Når Torben Jørgensen skal i supermarkedet går han en omvej for at undgå at blive antastet. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

De mange småepisoder har sat sig i Torben Jørgensen. Han har tilpasset sit liv, så risikoen for at blive antastet minimeres.

»Det betyder, at jeg lægger en strategi, når jeg går ud ad døren. Jeg går en omvej, når jeg skal i Føtex, for at undgå at gå forbi kiosken og kebab-stedet, hvor de unge indvandrere også hænger ud,« siger han.

De adfærd har ifølge Torben Jørgensen store konsekvenser for dem, der bor i Albertslund.

»Jeg undgår også at stå af på Albertslund Station om aftenen. I stedet tager jeg en bus fra Glostrup Station. Så jeg ændrer adfærd for at undgå at støde ind i de unge indvandrere,« siger Torben Jørgensen.

Ziggie Wenningstedt er formand for beboerforeningen i Kanalens Kvarter, der er administreret af Bo-Vest. Hun erkender, at der har været problemer.

»Vi har haft skyderi på parkeringspladsen, hashsalg og problemer med knallertkørsel. Men det er i mine øjne blevet meget bedre,« siger hun.

»Jeg synes, trygheden er steget. Det er også det, jeg hører fra politiet. Det er selvfølgelig individuelt, hvad man føler, men jeg er ikke bange for at gå rundt i området,« siger hun.

»Man skal bare tage kontakt til de her drenge og spørge, hvad de laver, så er de søde nok. Man skal vise, at man ikke er bange,« siger hun.

Men er der ikke et eller andet galt, hvis man skal vise, at man ikke er bange?

»Mange af dem har nogle manddomsprøver, hvor de skal vise over for vennerne, at de er seje. Det er selvfølgelig ikke fedt,« siger hun.

Torben Jørgensen har ikke tiltro til, at politikerne og sociale tiltag kan ændre på situationen.

»Det her er så systematisk og rodfæstet hos de unge, at jeg har svært ved at se, hvordan man kan ændre det,« siger han.

»Det er en dominansadfærd, der handler om at skabe frygt. Jeg har aldrig mødt den samme adfærd fra danske unge. Højest en dum bemærkning fra nogle, der var fulde, men ikke den der bevidste, målrettede chikane,« siger han.