Erik Hansen er vred.

Vred over, at han er blevet chikaneret og truet af unge indvandrerdrenge.

Vred over, at det ikke har konsekvenser for dem.

»Der sker ikke en dyt i forhold til de her unge,« siger Erik Hansen.

Erik Hansen blev chikaneret af unge indvandrere, da han i forbindelse med sit arbejde skulle dække en knust rude til ved Korsløkkeparken, Odense.
Erik Hansen blev chikaneret af unge indvandrere, da han i forbindelse med sit arbejde skulle dække en knust rude til ved Korsløkkeparken, Odense.
Vis mere

Såkaldt utryghedsskabende adfærd og vold fra netop utilpassede, unge indvandrere har fået en central rolle i de forhandlinger om et nyt politiforlig, der lige nu pågår.

Mette Frederiksen har direkte italesat indvandrerdrenge som årsag til utryghed i S-togene på den københavnske Vestegn.

Op til forhandlingerne uddybede justitsminister Nick Hækkerup:

»Vi kommer til at se meget bredt på, hvordan man kan sætte ind over for vold, men også mod en adfærd, som virker truende, og som skaber utryghed.«

Har du oplevet chikane fra grupper af unge? Skriv til B.T.s journalist her

Erik bor dog langt fra den københavnske Vestegn. Han bor tæt på Odense, og han reagerer på historien fra 17. august 2020 om Marlene, der fik kastet æg efter sig af unge indvandrere i Sydhavnen i København.

Han er selvstændig håndværker og blev for nylig kaldt ud til en opgave.

Erik Hansen skulle tildække en smadret rude på en byggeplads.

Byggepladsen lå lige op ad Korsløkkeparken i Odense og var på daværende tidspunkt omkranset af et stort hegn. Området er igennem en årrække blevet renoveret.

»Da jeg står og arbejder, begynder en stor gruppe drenge af anden etnisk herkomst end dansk at kaste sten efter mig med en slynge. Jeg beder dem stoppe, men de kigger på mig, som om jeg er idiot. Og så fortsætter de bare med at kaste sten efter mig. De er fem,« fortæller han.

Ud over stenene kommer der også en tirade af tilråb.

»De råbte hele tiden 'fucking'. 'Du skal ikke fucking bestemme, om vi skal kaste med sten',« siger han.

Ung mand lægger an til at kaste med æg mod Marlene Hansen (grab fra video).
Ung mand lægger an til at kaste med æg mod Marlene Hansen (grab fra video). Foto: Privat
Vis mere

Erik Hansen vil ikke finde sig i at blive overdænget med sten. Derfor tager han sin mobiltelefon op for at filme de unge drenge, så han kan melde dem til politiet.

Derfra eskalerer situationen.

De unge åbner lågen til hegnet og kommer helt tæt på Erik Hansen. Så begynder de at skubbe og true ham.

»'Du skal fucking slette den videofilm’, råber de,« husker Erik Hansen.

De giver ham et slag på armen, så hans mobiltelefon ryger ud af hans hånd, og de unge tager mobiltelefonen fra ham.

Kort efter kommer flere unge til.

Denne gang i en sort Audi, hvor fire støder til.

Nu er de ni mod én.

»Det er ekstremt ydmygende, og man bliver frygtsom. Man tænker 'hvornår slår de'. Jeg kan ikke ene mand hamle op med dem,« siger Erik Hansen.

Erik Hansen får et ultimatum at de unge: Han skal slette sin video for at få sin mobiltelefon.

»Det gør jeg selvfølgelig for min egen sikkerheds skyld,« siger Erik Hansen.

Han valgte ikke at politianmelde episoden.

»Jeg havde en varevogn stående lige ved siden af, hvor der står mit navn og mit telefonnummer. Så de ville let kunne finde mig, hvis jeg politianmeldte det. Og hvordan skulle jeg så kunne føle mig sikker,« spørger han.

Erik Hansens oplevelse har sat sig spor i ham. Selve oplevelsen kommer han sig over. Men psykisk er det en ydmygende situation at stå i – selv for en granvoksen mand på 60 år.

»Jeg passede bare mit arbejde, og så skal jeg finde mig i det her. Det vil jeg ikke, men jeg kunne ikke gøre noget i situationen. Det var ni mod én,« siger Erik Hansen, der står frem med navn og billede for at gøre opmærksom på problemerne med integrationen.

Han er bekymret for, at det tillidsbaserede samfund, vi danskere har nydt godt af i mange år, allerede er gået fløjten.

Det har også fået konsekvenser for Erik Hansens syn på unge indvandrere.

»Jeg bliver skeptisk, når jeg ser de unge indvandrere gå i flok,« siger han.

Er det så ikke synd for dem, der er fredelige?

»Det kan godt være, men vi kan se i statistikken, at de er langt mere kriminelle. De gør det ikke nemmere for sig selv,« siger han.

Han tror ikke på, at politikerne kan løse problemet.

»Har de tænkt sig, at der skal være bevæbnede vagter i S-togene og i ghettoområderne? Det kommer jo ikke til at ske, og man har forsøgt med forebyggende indsats i årtier, uden at det har virket,« siger han.