Topchefen Kim Stratton har valgt at forlade det danske biotekselskab Orphazyme.
Det er sket efter 'en dialog påbegyndt af bestyrelsen', lyder det sent torsdag i en fondsbørsmeddelelse.
»Vi var heldige med, at Kim Stratton var ledig på et afgørende tidspunkt i Orphazymes historie, hvor selskabet med succes hentede ny egenkapital for 1,3 milliarder kroner,« siger bestyrelsesformand Georges Gemayel.
Det er kun lidt over et år siden, at Kim Stratton tiltrådte hos biotekselskabet. Det gjorde hun i oktober 2019.
Nu skal en ny administrerende direktør altså stå i spidsen, når Orphazyme i den kommende tid ifølge Finans.dk gør sig forhåbninger om at få godkendt midlet Arimoclomol mod den arvelige hjernesygdom Niemann-Pick type C.
Af den årsag nedjusterede Orphazyme i oktober sine forventninger til årsresultatet – fra et forventet underskud på 500-550 millioner kroner til nu et underskud på 625-650 millioner kroner – fordi man kommercielt er begyndt at forberede sig på en lancering.
Fra Orphazyme lyder det videre, at man øjeblikkeligt vil lede efter en ny administrerende direktør. Imens vil bestyrelsesformand Georges Gemayel være en del af dag-til-dagarbejdet.



