Han ønsker ikke at fremstå som en klynker. For det er han ikke. Han ønsker ikke at fremstå som en brokkerøv. For det er han heller ikke.

Han ønsker heller ikke at fremstå som frustreret, men det er han. Meget.

Peter Emil Nielsen, ejer af og direktør for den kendte restaurantkæde Palæo, er voldsomt frustreret over, at regeringen i starten af denne uge lukkede hans restauranter ned med en melding om, at han ikke kunne få lønkompensation til sine hjemsendte medarbejdere, hvis han valgte at køre forretningen videre på lavt blus med takeaway.

For midt på ugen kom regeringen pludselig med en kontramelding: Nu kunne han - og alle andre nedlukkede restauratører - pludselig godt få lønkompensation alligevel for hjemsendte medarbejdere, hvis han kørte forretningen videre som ren takeaway.

Peter Emil Nielsen, ejer af restaurantkæden Palæo.
Peter Emil Nielsen, ejer af restaurantkæden Palæo. Privat foto

Men da var det for sent.

Peter Emil Nielsen havde lukket sine ni restauranter ned og sendt alle ansatte hjem, og onsdag morgen forærede han råvarer for mange tusinde kroner til to restauranter i Kødbyen i København, der bruger overskudsmad til at servere måltider for hjemløse og socialt udsatte.

»Jeg synes bare godt, at regeringen kunne have været mere forberedt, da det nu er anden gang, de lukker os ned. Det er jo ikke bare mig, det handler om. Jeg har sendt alle mine medarbejdere hjem og brugt 48 timer på at lukke vores restauranter ned.«

»Det er ikke noget, man bare lige gør. Vi har brugt en hel dag på at vaske alt ned og desinficere køkkener og maskiner, så køkkenerne var klar til at genåbne om en måned eller to.«

Ansatte fra Palæo har tømt lageret af råvarer, som blev foræret bort til et køkken, der laver mad til hjemløse og socialt udsatte.
Ansatte fra Palæo har tømt lageret af råvarer, som blev foræret bort til et køkken, der laver mad til hjemløse og socialt udsatte. Palæo/Junkfood

Lige nu ved Peter Emil Nielsen ikke, om han skal genåbne nogle af restauranterne, som så vil kunne køre som ren takeaway under nedlukningen, som indtil videre kører frem til 3. januar.

»Lige nu aner jeg ikke, hvor jeg står. Vi skal nok overleve og komme igennem det. Men det havde altså været rart, hvis regeringen havde været ordentlig forberedt, for så havde jeg ikke brugt to dage på lukke det hele ned og forære varelageret væk,« siger Peter Emil Nielsen.

»Så kunne vi have brugt kræfterne på at omstille os til at køre med takeaway i stedet. Jeg ønsker ikke at brokke mig. Men giv os nu chancen for at drive en butik på et velforberedt grundlag,« siger han med adresse til regeringen.

I brancheorganisationen Horesta glæder Annette Hyldebrandt, chef for turisme- og oplevelsesøkonomi, sig over, at det trods generne for restauratørerne lykkedes at få omgjort regeringens første udmelding om, at restauratører, der kørte videre med takeaway, ikke skulle kunne få lønkompensation for hjemsendte medarbejdere.

Råvarer for mange tusinde kroner blev foræret bort.
Råvarer for mange tusinde kroner blev foræret bort. Palæo/Junkfood

Når det er sagt, er hun dybt bekymret på hele branchens vegne.

»Mange af vores medlemmer venter stadig på at få kompensation udbetalt for sensommerens og efterårets hjælpepakker for faste udgifter og begrænsede åbningstider, men udgifterne fortsætter,« siger hun.

Restauranterne kørte frem til nedlukningen med en omsætning, der kun ligger på det halve af det normale niveau, og den nye nedlukning kan blive skæbnesvanger, forudser Annette Hyldebrandt:

»Mange restauranter er i meget store likviditetsproblemer. Nu er mange af dem så lukket helt ned her i julemåneden, hvor de havde håbet at kunne indhente noget af den tabte omsætning. Det er meget alvorligt for dem.«