Nogle af verdens ældste homobarer ligger i København. Danske homoseksuelle var også de første i verden, der kunne indgå registreret partnerskab. Mere end 350.000 dukkede op for at støtte op om Pride-paraden sidste år.
Vi danskere er så pokkers frisindede og tolerante. Eller er vi?
Hver 10. dansker har inden for de seneste 12 måneder oplevet, at personer i deres omgangskreds har udtalt eller opført sig homofobisk. Det viser en spørgeundersøgelse, som YouGov har foretaget på vegne af B.T.
Selv samme undersøgelse viser, at 17 procent af danskerne ville have det svært eller dårligt, hvis deres barn fortalte, at det brød med normen i forhold til seksualitet og kønsidentitet.
Alligevel mener 35 procent, at Pride-ugen er overflødig. At LGBT+-personer allerede har de samme rettigheder som alle andre. 45 procent mener, at der fortsat er noget at kæmpe for.
Men hvor langt er vi nået? Og hvor langt har vi igen? De spørgsmål har B.T. stillet forskellige LGBT+-personer.
Lars Henriksen, forperson ved Copenhagen Pride
Hvis man kigger på udviklingen inden for LGBT+-rettigheder, hvad er så det vigtigste, vi har opnået i Danmark?
»Jeg synes, vi generelt er nået langt i forhold til en konsensus om, at det her er noget, vi skal tage alvorligt, og at vi har noget at byde ind med – også på verdensscenen. Vi har ikke længere diskussioner om, hvorvidt der skal gøres noget, men i højere grad hvordan og hvor meget.«
Hvad mangler vi?
»Vi mangler stærkere commitment. Bare fordi vi er nået langt, må det ikke betyde, at vi bliver tilbagelænede og tror, at vi ikke behøver at gøre mere. Der er fortsat dele af miljøet, der er langt bagud, og generelt er vi bagud i forhold til resten af samfundet. Politikerne mener, at vi bliver ved med at forlange, og ja, det gør vi, indtil vi alle er lige.«
Leonora Christina Skov, forfatter
Hvis man kigger på udviklingen inden for LGBT+-personers rettigheder og levevilkår, hvad er så det vigtigste, der er sket?
»For mig personligt har det allervigtigste været at kunne skrive en bog, som faktisk er en spring-ud-historie, og så stå med så mange heteroseksuelle læsere, der kan spejle sig i den. Før har de set min historie som sådan et freakshow – som en homohistorie – og nu synes de så, at jeg slet ikke har skrevet en homobog. Hvis der er en ting, jeg har, er det, at jeg har skrevet en homobog. At det pludselig kan ses som noget universelt, er rimelig stort.«
Hvad mangler vi?
»Vi mangler reel ligestilling med majoriteten, fordi majoriteten ikke bliver mødt med alle spørgsmålene og forestillingen om, at de skal forklare sig. Og vi mangler, at den der 'pyt'-knap ryger ud. Det skal ikke være sådan, at dem, der bliver forulempet, bare skal trykke på den. Det kan man ikke forvente.«
Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef ved LGBT+ Danmark
Hvis man kigger på udviklingen inden for LGBT+-personers rettigheder og levevilkår, hvad er så det vigtigste, der er sket?
»Vi har opnået meget lovgivningsmæssigt, og det er svært at fremhæve noget frem for andet. Regeringens vedtagelse af den første LGBT+-handlingsplan nogensinde i 2018 var en vigtig milepæl, og jeg har høje forventninger til, at man vil tage arbejdet mere seriøst fremover.«
Hvad mangler vi?
»For os er det allermest centralt og det, som driver os, at vi mangler at sætte LGBT+-personers trivsel meget højt på dagsordenen. Alle undersøgelser viser, at LGBT+-personer ligger markant lavere på trivsel – og særlig slemt er det hos nogle af de undergrupper, vi repræsenterer.«
Frederik Raul Friis, 20 år, København
Hvad er det vigtigste, vi har opnået i Danmark?
»Alle de mange foreninger, grupper og organisationer, som hver dag kæmper for LGBTQIA+-personers rettigheder i Danmark og resten af verden. De sikrer, at unge som mig, der tidligere boede i en lille by, følte mig magtesløs og var ked af det, kan komme i kontakt med mennesker, som accepterer en for den, man er.«
Hvad mangler vi?
»Hver eneste dag oplever mennesker at blive krænket, ved at blive råbt efter, nidstirret, holdt udenfor eller bagtalt højlydt. Nogle bliver endda fysisk slået, banket eller spyttet på. Hadforbrydelser burde komme meget mere på dagsordenen. Det er menneskeliv, der står på spil, og vi SKAL have ændret på det NU!«
Charlotte Bøving, læge og tv-vært, og Christina Jørgensen, doula
Hvis man kigger på udviklingen inden for LGBT+-personers rettigheder og levevilkår, hvad er så det vigtigste, der er sket?
»Det er den der tydelighed, der er kommet med de sociale medier. Det er oftere, vi ser to kvinder eller to mænd, der sammen er på stranden, laver mad eller sådan noget. Hr. og hr. Danmark samt fru og fru Danmarks hverdag ligner alle andres, og det bliver almindeligt at se dem,« lyder det fra Christina Jørgensen.
Hvad mangler vi?
»Vi er langtfra ved vejs ende, i forhold til at alle bliver behandlet ens og godt. Det er utroligt, når mangfoldigheden er så bred efterhånden. Ingen er ens, men alligevel er der ikke fuld accept af mangfoldigheden. Som Christina plejer at sige: Vi er den eneste art, der angriber sig selv. Det er jo vanvid,« lyder det fra Charlotte Bøving, og Christina Jørgensen uddyber:
»I planteriget, hvis et træ angriber sig selv, kalder man det en sygdom. Hvad siger det ikke om os mennesker?«
Andreas Bosen, 20 år, Møn
Hvis man kigger på udviklingen inden for LGBT+-rettigheder, hvad er så det vigtigste, vi har opnået i Danmark?
»Jeg tror nok, at det er, at vi kan få lov til at blive gift. Det er en vigtig del for mig. Jeg vil rigtig gerne giftes. Jeg vil gerne have mit kæmpestore fairytale-bryllup.«
Hvad mangler vi?
»Jeg synes, vi mangler, at det ikke længere er nødvendigt at tale om. Jeg ville da ønske, at jeg skulle i avisen, fordi jeg havde opfundet eller andet vildt, og ikke fordi jeg dater samme køn. Vi mangler, at man bare kan få lov til at være sig selv, uden at det er en big deal, hvis det giver mening?«
Del:
