Hvem er det, som dør med corona?

Det laves der en ugentlig oversigt over – og i sidste uge var det bestemt ikke opløftende læsning.

I perioden 4. januar til 10. januar var der 100 coronadødsfald – og heriblandt en kvinde og en mand i 20erne. Ingen af dem havde andre alvorlige underliggende sygdomme.

Derudover var der en kvinde i 40erne, som heller ikke havde andre sygdomme. Det viser oversigten over dødsfald fra Sundhedspolitisk Tidsskrift.

At det ikke kun er ældre, der dør af corona, kommer ikke bag på​ Thomas Benfield, som er professor i smitsomme sygdomme og overlæge ved Hvidovre Hospital.

»Jeg er desværre ikke overrasket. Det er usædvanligt, men når der er så mange indlagte, må man forvente, at det også rammer unge,« fortæller professoren.

Tal fra Sundhedsstyrelsen fastslår, at de fleste coronadødsfald ses i aldersgruppen 80-89 år. Og de fleste af dem har haft andre sygdomme, såsom diabetes, cancer, hjerte-kar-sygdomme eller kroniske lungesygdomme.

Thomas Benfield er professor i smitsomme sygdomme og overlæge ved Hvidovre Hospital.
Thomas Benfield er professor i smitsomme sygdomme og overlæge ved Hvidovre Hospital. Linda Kastrup

Så hvad skyldes det, når to unge mennesker i 20erne dør med corona?

»Det kan være en sjælden komplikation ved corona, som kan ramme alle. Nogle gange kan det også være andre kendte sygdomme, som man ikke var klar over. Overvægt har også betydet noget i den sammenhæng,« siger Thomas Benfield og uddyber:

»Jeg oplever, at overvægt spiller ind hos yngre, der tilsyneladende var raske, men alligevel bliver meget syge af corona.«

Ud over overvægt er det oftest lungebetændelse eller andre sygdomme, der sætter sig på lunger og vejrtrækning, der er skyld i, at man bliver meget syg af corona.

Ifølge Thomas Benfield har de indlagte nemlig som oftest en sygdom i forvejen, hvor de har svært ved at trække vejret – selv med hjælp fra maskine.

Det vil sige, at hvis du i forvejen er syg og smittes med corona, kan det blive alvorligt. Men det gælder også den anden vej rundt. Corona kan nemlig være skyld i, at unge får blodpropper. Det oplever professoren.

»Vi ser, at unge får blodpropper, som udspringer fra corona og sætter sig i lungerne – og på den måde gør det værre,« fortæller han.

Derfor lyder professorens svar på, hvad coronadødsfald blandt unge kan skyldes:

»Det er min fornemmelse, at yngre, der har været indlagt med alvorlig covid-19, typisk har et vægtproblem eller har haft en blodprop.«

Og så er der de omdiskuterede vacciner, som overlægen ikke kan dy sig for at nævne.

»Af dem, der er indlagt, er ni ud af ti ikke vaccineret. Og man kan se, at for langt de fleste er det ufarligt at få corona, men enkelte tilfælde viser, at det godt kan have alvorlige konsekvenser – så der er masser af gode grunde til at blive vaccineret,« fastslår overlægen.

Trods de seneste dages opløftende udmeldinger om, at coronavirussen med sandsynlighed kan begynde at løsne sit jerngreb om samfundet allerede i foråret, minder Thomas Benfield afslutningsvis om, at epidemien endnu ikke er et overstået kapitel.

»Coronapandemien er stadig ikke overstået. Giv det en måned eller to.«

I skrivende stund har 977.280 danskere været smittet med coronavirus en eller flere gange, og 3.408 er døde med corona. Det viser tal fra Sundhedsstyrelsen.