En tillidsmand er blevet fyret fra Dansk Jernbaneforbund, efter den værste jernbaneulykke i årtier indtraf 2. januar i år.
Otte personer blev dræbt, 16 alvorligt såret - fire af dem hårdt kvæstet.
Årsagen til fyringen af tillidsrepræsentanten skal ifølge Berlingske findes i, at han valgte at strege navnet på en kollega ud på en liste ved navn 'vognliste'.
Her fremgår navnene på de personer, som kontrollerer togene inden afgang.
Og den person, hvis navn han stregede ud, havde pakket godsvogn 9233, som ikke længe inden havde været involveret i den tragiske ulykke, hvor dele af godsvognen ramte et passagertog på vej i den modsatte retning over Storebælt.
I forbindelse med den nærmere undersøgelse af sagen blev tillidsrepræsentanten først suspenderet. Nu er han blevet fyret.
Det bekræfter tillidsrepræsentantens advokat, Henrik Karl Nielsen, til Berlingske:
»Det er korrekt, at han nu er afskediget med den begrundelse, at DB Cargo ikke har tillid til ham. Vi mener, at afskedigelsen er usaglig, og vi ser nu på det videre forløb,« siger Henrik Karl Nielsen.
Ifølge avisen er advokaten ikke uenig i, at den nu fyrede tillidsmand overstregede kollegaens navn på listen.
Dog mener advokaten, at fyringen er kritisk - ikke mindst fordi, tillidsmanden ikke var den sidste til at tjekke ulykkestoget. Desuden mener han, at fyringen er meget voldsom.
»Han har forklaret, at dét, han gjorde, var en tanketorsk, og ikke på nogen måde et forsøg på at påvirke beviser i sagen. Derfor mener vi, at afskedigelsen er usaglig, og vi vil derfor søge at få en form for godtgørelse,« siger Henrik Karl Nielsen.
Hos DB Cargo oplyser kommunikationsdirektør Jan Wildau, at man ikke udtaler sig om, hvorfor medarbejdere forlader virksomheden.
Den tragiske ulykke indtraf omkring klokken 07.30 på lavbroen på Storebælt.
Ifølge Haverikommissionens undersøgelse var en deffekt lås på en godsvogn skyld i, at en trailer rev sig løs.
Yderligere to trailere på godstoget var ifølge undersøgelsen heller ikke låst.
Ved ulykken koliderede dele af de ikke fastlåste trailere fra godstoget med et passagertog, som kom kørende i den modsatte retning.


