En 20-årig mand er blevet straffet med bøde for deling af billeder fra det forulykkede tog på Storebæltsbroen.

Ganske kort tid efter et tog forulykkede på Storebæltsbroen i begyndelsen af januar, hev en passager telefonen op af lommen og tog billeder af ødelæggelserne inde i toget.

Billederne sendte den 20-årige mand til en lang række medier og andre personer.

Men denne handling var forkert, da der på billederne kunne ses legemsdele fra flere personer dræbt i ulykken.

Det mener Retten i Svendborg, der onsdag har straffet den unge mand med 10 dagbøder a 2000 kroner for deling af billeder og videoer fra det forulykkede tog.

Det fremgår af en meddelelse fra retten.

'Retten fandt det bevist, at der var tale om billedmateriale, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden,' lyder det i afgørelsen.

Den unge mand blev straffet for overtrædelse af straffelovens paragraf om videregivelse af billeder af private forhold og i dette tilfælde afdøde personer om bord på det forulykkede tog.

Den tiltalte har under sagen nægtet sig skyldig, men han har erkendt at have taget og videresendt billeder og videoer fra toget.

Han blev dog først senere klar over, at der kunne ses personer på nogle af billederne, forklarede han ifølge det regionale medie fyens.dk ved et retsmøde tidligere i maj.

Togulykken skete 2. januar på Storebæltsbroens lavbro.

Ulykken skete, da en trailer fra et modkørende godstog rev sig løs og bragede ind i et passagertog. Otte personer mistede livet i ulykken.

/ritzau/