I ladet på den store sorte ladcykel ligger alt fra kaffe og kage til klapsammenbord og et stort rødt flag. ‘Social Drive Out’ står der på flaget, og på sadlen sidder Henriette Gylling.
Konceptet er simpelt. Henriette Gylling cykler afsted på ladcyklen, og med kaffe på kanden og kage på tallerkenen møder hun mennesker, der har ensomhed og udsathed tæt inde på livet. Hun kommer med nærvær, håb, omsorg – og et par store lyttende ører.
I dag var første gang, der blev kørt ud fra Café Parasollen i Viby, hvor Henriette Gylling er projektleder for Social Drive Out.
»Det har vist sig, at der er et kæmpe behov for det her projekt,« siger hun.
Egentlig startede det som et corona-projekt. Væresteder og varmestuer var lukkede, og tanken var derfor, at de brugere stadig skulle have mulighed for en snak og for omsorg.
Det viste sig dog hurtigt at være meget mere end et corona-projekt.
»Selvom corona så småt er ved at være på tilbagetog, så forsvinder ensomheden ikke. Der sidder nogle beboere i forskellige boligområder, hvor det at komme over sit eget dørtrin kan være et rigtig stort skridt, selvom man egentlig har lyst til at møde nye mennesker eller har behov for hjælp,« siger Henriette Gylling.
Derfor handler projektet helt konkret om at bringe nærvær ud til de ensomme udsatte, der sidder i deres lejligheder.
I dag kom 12 personer hen til den lille ladcykel og fik en snak. Nogle havde nysgerrigt fulgt med fra deres vindue og måtte ned og se, hvad det handlede om. Andre kom bare forbi på vejen til andre gøremål, og så måtte Henriette Gylling hurtigt spørge, om de kunne tænke sig en bid kage eller en varme kaffe at lune sig på.
Og så stod den ellers på snakke om alt fra, hvor længe de har boet i området, og hvad de laver i deres hverdag til, hvad der gør dem glade, eller hvad der kan være svært.
Ifølge Henriette Gylling handlede dagen meget om at få skabt en relation til borgerne. De skal mærke, at der kommer nogen, der ikke pådutter dem noget. Social Drive Out er der på deres præmisser.
Fra kaffe og kage kan der dog være en indgangsvinkel til andre tilbud. Det kan være noget så simpelt som at hjælpe beboerne med at oprette et gåfællesskab til rådgivning om gæld eller conflictmægling.
Og det er til stor glæde for beboerne.
»Det er mennesker, der mærker en omsorg og et nærvær, de ikke har fået eller mærket i mange år. Nogle har behov for at fortælle hele deres livshistorie, og det er virkelig vigtigt, at der er nogen, der kan være de ører, der lytter,« siger hun.
Men det er ikke kun beboerne i boligområderne, der får noget ud af projektet. Henriette Gylling cyklede også hjem fra dagens Social Drive Out med en særlig følelse.
»Det er utrolig givende at give omsorg til mennesker, der ikke har oplevet det i rigtig lang tid. Dét at bare en kop kaffe kan gøre en verden til forskel for en anden person, så kan man virkelig mærke hvor stor en forskel, man gør« siger hun.

