Hvad er egentligt det værste, USAs præsident, Donald Trump, kan finde på at sige, når han senere onsdag skal holde tale ved World Economic Forum i Davos i Schweiz?

Det giver Michael Zilmer-Johns, der er tidligere dansk Nato-ambassadør og topdiplomat, sit bud på til DR

»Det værst tænkelige scenario er, at Trump eskalerer konflikten med Europa ved enten at fremrykke de toldsatser, han har truet med, eller forhøje dem,« siger Michael Zilmer-Johns til DR. 

Det var i weekenden, at Trump truede en række europæiske lande med en straftold på 10 procent fra 1. februar, indtil der er indgået en aftale om amerikansk overtagelse af Grønland.

Præsidenten har annonceret, at straftolden fra 1. juni vil stige til 25 procent, hvis der ikke er fundet en løsning på situationen omkring Grønland. 

Der har efterfølgende været meldinger om, at de europæiske lande vil komme med en told på amerikanske varer som modsvar.

På bordet er en allerede forberedt europæisk modtold på amerikanske varer for 93 milliarder euro. Det svarer til omkring 690 milliarder kroner.

B.T.s debattør Eva Selsing vurderer ikke, at modsvaret om told den anden vej får Trump til at ændre holdning. 

»Når han har fremturet så hårdt om, at USA skal have magten over Grønland, så mener han, at det er risikoen værd, og et eventuelt tab i handelsmuligheder med europæerne kan genvindes ved handel andre steder,« sagde hun tidligere onsdag til B.T. 

Du kan følge alt det seneste fra dramaet om Grønlands fremtid i B.T.s liveblog lige HER.