Hele verden venter på, at USAs præsident, Donald Trump, senere onsdag skal holde sin tale ved World Economic Forum i Davos i Schweiz.

B.T.s debattør Eva Selsing vurderer, at Trump godt kan overraske i sin tale, men én ting er hun ret så sikker på.  

Senere onsdag skal USAs præsident, Donald Trump, holde tale i Davos i Schweiz. 
Senere onsdag skal USAs præsident, Donald Trump, holde tale i Davos i Schweiz.  Foto: Nathan Howard/Reuters/Ritzau Scanpix

Hun tror ikke, at Trump under talen kommer til at vise nogen ændringer i sine meldinger om at ville overtage Grønland og sin trussel om en told mod Danmark og de andre lande, der modsætter sig. 

»Det, Trump er ude efter, er at sætte sin egen nations interesser først, og han vurderer, at det er at overtage Grønland,« siger hun.

Ifølge Eva Selsing vil han næppe frygte, at de europæiske lande vil komme med en told på amerikanske varer som modsvar.

På bordet er en allerede forberedt europæisk modtold på amerikanske varer for 93 milliarder euro. Det svarer til omkring 690 milliarder kroner.

Samtidig kan EU vælge at tage det helt tunge skyts i brug. Det er det særlige antitvangsinstrument – også kaldet EUs handelsbazooka. Den kan blandt andet bruges til at udelukke amerikanske virksomheder fra at levere til EU-markedet.

»Når han har fremturet så hårdt om, at USA skal have magten over Grønland, så mener han, at det er risikoen værd, og et eventuelt tab i handelsmuligheder med europæerne kan genvindes ved handel andre steder,« siger hun og tilføjer:

»Jeg kan ikke forestille mig andet for en mand, der er så dreven i at forhandle.« 

'Er ikke kuk-kuk'
Eva Selsing vurderer også, at Trump med sin opførsel i forhold til Grønland, faktisk ikke adskiller sig fra den måde, han hele tiden har været på. 

»Nogen siger, at han er blevet kuk-kuk, men jeg synes ikke, at han har ændret adfærd, da han hele tiden har været meget bombastisk i sine udmeldinger,« siger hun. 

Hvad Donald Trump så præcis kommer til at lægge mest vægt på i sin tale, tør Eva Selsing dog ikke gisne om. 

»Situationen er jo blevet ved med at overraske os,« siger hun. 

Du kan følge alt det seneste fra dramaet om Grønlands fremtid i B.T.s liveblog lige HER.