En varevogn kørte ind i en menneskemængde. Derefter blev flere personer angrebet med kniv.

Og hvis det viser sig, at flere gerningsmænd stod bag det 'islamiske terrorangreb' ved Berlin Pride, kan det adskille sig fra mange af de tidligere islamistiske angreb i Europa.

Det vurderer B.T.s samfundskommentator Yaqoub Ali, der tidligere var leder af 'Kaldet til Islam' og selv en del af det islamistiske miljø.

»Der er nogle ting, som adskiller sig fra de tidligere terrorangreb, hvis det viser sig, at han ikke var alene, og at de fulgte op med endnu et angreb, hvor folk blev stukket ned,« siger han.

Tysk politi jagter den 21-årige Abdul Ballout, for hans formodede rolle i terrorangrebet. Politiet udelukker ikke, at flere personer kan have været involveret.

Flere tyske medier har sat ham i forbindelse med Islamisk Stat. Han blev løsladt fra et ungdomsfængsel så sent som i maj. 

Tysk politi efterlyser den 21-årige Abdul B. efter angrebet ved Berlin Pride. Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix

Det fængselsophold bør undersøges nærmere, mener Yaqoub Ali.

»Man er nødt til at vende hver en sten i det fængsel. Hvis der sidder nogen derinde og radikaliserer unge indsatte, kan det fortsætte lige nu. Han kan selv være blevet radikaliseret under fængselsopholdet, men det kan selvfølgelig også være sket gennem sociale medier.«

Yaqoub Ali peger i den forbindelse på en berygtet videotale fra 2014 af Islamisk Stats daværende talsmand Abu Muhammad al-Adnani:

»Han talte specifikt til unge mennesker i Vesten om at angribe vesterlændinge. Han nævnte våben, knive og biler. Hvis man ikke kunne slå dem ihjel, skulle man slå dem. Og kunne man heller ikke det, skulle man spytte dem i ansigtet.«

Ifølge ham har talen inspireret til en række terrorangreb i Vesten.

Bekymret før Copenhagen Pride
Motivet bag angrebet i Berlin er endnu ikke fastslået. Men angrebet kommer få uger før Copenhagen Pride, og det vækker bekymring hos Yaqoub Ali.

Han advarer om, at Pride kan blive opfattet som et symbol på hele den vestlige livsstil.

Deltagere ved Berlin Pride før terrorangrebet.  Foto: Fadi Yousef/EPA/Ritzau Scanpix

»Det handler ikke blot om homoseksuelle. Pride er et symbol på vestlig frihed, og derfor angriber man også selve fundamentet under de vestlige værdier.«

Han opfordrer derfor dansk politi til at skrue op for sikkerheden.

»Tyskland er tæt på. Det kræver ikke meget at krydse grænsen i en bil og gøre noget tilsvarende,« siger han og fortsætter:

»Jeg er meget bekymret på vegne af Copenhagen Pride. Det er ikke, fordi jeg vil skabe frygt, men det er alvorligt. Politiet bør øge sin tilstedeværelse – også mere end normalt.«

Følg hele sagen i B.T.s live HER.