Lyt til artiklen

Den tidligere fodbolddommer Kenn L. Hansen mener ikke, det er i orden, at Anders Lund Madsen i hårde vendinger kritiserer politiet for, at de fredag lukkede store dele af Sjælland ned.

»Dette hysteri er mig-mig-mig-samfundet i højeste karat og Danmarksrekord i at have hovedet oppe i røven på sig selv. Hvis terrorister næste gang likviderer en eller flere, skal politiet så sige: 'Vi frygtede, det ville ske, men vi ville endelig ikke forstyrre @Fedeabe’s familietur',« skriver Ken L. Hansen på Twitter direkte henvendt til Anders Lund Madsen, der på Twitter kalder sig selv for @Fedeabe.

Anders Lund Madsen sendte lørdag aften en tweet-storm af sted, hvor han rasede over den politiaktion, der lukkede Danmark ned fredag.

Af tweets’ene fremgår det, at han, ligesom tusinder af andre danskere, sad i kø i ni timer for at komme fra København til Jelling. Han forstår ikke, at det var nødvendigt.

'Jøsses. PET lukket landet ned på en fornemmelse, der viser sig at være pis&papir, og ALLE er ok med det? Og hvis man ikke er, så er man ukammeratlig? ER det her DDR?' skrev Anders Lund Madsen.

Ifølge politiet selv skyldtes nedlukningen PET's frygt for angreb mod enkeltpersoner.

Kenn L. Hansen har ikke ønsket at uddybe sine kommentarer over for B.T., men siger i telefonen, at tweetet 'taler for sig selv'.

Efterfølgende har han fået opbakning fra den danske fodboldtræner Glen Riddersholm på Twitter.

'Enig! Og nej, du har som borger ikke ret til at få informationer om dit og dat. Slet ikke når du synes. Når politiet ønsker at redegøre for fredagens hændelse. Så gør de det. Indtil da stop nu det klynkeri!,' skriver han på Twitter.

Det har igen fået Anders Lund Madsen til tasterne for at svare den tidligere dommer og træneren:

'Jeg elsker, at det især er pensionerede fodbolddommere, der hidser sig op over al denne utidige opsætsighed imod reglerne. Endnu en gang tak til mine forældre over at have reddet mig fra sportens forbandelse,' skriver han.

Chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov sagde ved en pressebriefing i går, at politiet ikke fortryder det store indgreb.

»Vi ville fejle, hvis vi ikke reagerede på de oplysninger,« siger han.