Anders Lund Madsen sendte lørdag aften en tweet-storm af sted, hvor han rasede over den politiaktion, der lukkede Danmark ned fredag.

»Jøsses. PET lukket landet ned på en fornemmelse, der viser sig at være pis&papir, og ALLE er ok med det? Og hvis man ikke er, så er man ukammeratlig? ER det her DDR?,« skriver Anders Lund Madsen.

Af tweets’ene fremgår det, at han, ligesom tusinder af andre danskere, sad i kø i ni timer for at komme fra København til Jelling. Han forstår ikke, at det var nødvendigt.

Flere af hans følgere kommenterer Anders Lund Madsens tweets. Nogle er enige, andre kritiserer ham for at stille spørgsmålstegn ved politiets aktion. Det får ham dog ikke til at bøje af.

I nogle tilfælde udvikler udvekslingerne sig til diskussioner.

Han kalder en følger ’dum’ og politiets aktion for noget, der er sket på baggrund af en ’bøvet fornemmelse’.

»Kørte nogen rundt med på Sjælland med dronning Margrethe i en svensk Volvo? Nej. Hvor lang tid tager det at tjekke? 2 minutter. Hvor længe var DK lagt ned? 11 timer. Er det ok? Jada. De ved helt sikkert bedst. Skru lige op for Vild Med Dans og ræk mig kaffen,« skriver han.

I en udveksling skriver en følger til Anders Lund Madsen, at det ’må være en katastrofe’ for Anders Lund Madsen og hans familie, og at han bør ’overveje en Rigsretssag’.

Hertil svarer den tidligere DR-vært:

»Godtså. Jeg vil også lukke Sjælland ned, næste gang nogen stjæler mit Dankort eller ser på mig på en forkert måde. Sig det evt. til de danskere, hvis indbrud politiet ikke magter at efterforske.«

Anders Lund Madsen blev med stor sandsynlighed fanget i en af de køer, der opstod, da politiet lukkede adgangen til Storebæltsbroen fredag eftermiddag.

Det skabte en række massive køer. Den længste kø opstod ved frakørsel 37 i Sorø mod Fyn. Her var køen på et tidspunkt godt 30 kilometer lang.

B.T. har forsøgt at kontakte Anders Lund Madsen for at få ham til at uddybe sine tweets. Det er ikke lykkedes at komme i kontakt med ham.