Verdens længste træstamme – lavet ud af overskudsvarer.
Det lyder måske mystisk, men ikke desto mindre er det sandt.
For at sætte fokus på madspild skal den bageglade aalborgenser Beate Stengaard, der er kendt fra DR-programmet 'Den store bagedyst', forsøge at lave verdens længste træstamme ud af overskudsvarer.
Ud fra 20 kilo marcipan og 8 kilo marmelade vil Beate Stengaard nemlig forsøge at komme igennem udfordringen med råvarer, som er blevet kasseret på grund af eksempelvis emballagefejl eller lignende.
Det skriver Folkekirkens Nødhjælp i en pressemeddelelse.
»Det ville da være ret fedt at komme i Guinness Rekordbog for at lave verdens længste træstamme!,« lyder det fra Beate Stengaard.
Udover glæden ved at bage er det også et vigtigt projekt for Beate Stengaard.
»Det er fedt, at Aalborg er en by, hvor vi kan åbne sådan et overskudsmarked og sætte fokus på madspild i Danmark, som er svimlende højt. Så hvis jeg kan gøre en lille forskel ved at lave verdens længste træstamme, så gør jeg gerne det. Jeg har aldrig lavet et bageprojekt med så vigtigt et budskab.«
Den store træstamme, som Beate Stengaard skal lave, vil blive lavet af fødevarer fra blandt andet Salling Group og Odense Marcipan, men mængderne har været noget større end dem, Beate plejer at bage med, fortæller hun til B.T.:
»Jeg har aldrig arbejdet med så store mængder kage! Jeg gangede min almindelige opskrift på romkugler med 32 eller 43, så det skal nok blive spændende, men det kan jo ikke gå værre end galt,« forklare hun.
Til at skære og dele ud af kagen vil blandt andet fødevareminister Rasmus Prehn (S), udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) og Karin Salling, næstformand for Købmand Herman Sallings Fond være til stede. Desuden står Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S) også klar til at dele ud af det, der forhåbentligt bliver verdens længste træstamme.
Arrangementet med Beate Stengaard foregår i samme uge som Danmarks Nationale Madspildsdag, og derfor har Folkekirkens Nødhjælp valgt at dedikere hele ugen til kampen mod madspild og sult i verden.
Forsøget på verdensrekorden foregår mandag 27. september klokken 14 ved den nyåbnede Wefood på Godsbanen i Aalborg.
»Man skal bare komme! Jeg tænker, der er nok træstamme til alle,« afslutter Beate Stengaard.



