Beate Stengaard Sørensen røg lørdag aften ud af 'Den store bagedyst', og det var ikke nogen god oplevelse.

Faktisk var det en ret brutal oplevelse, hvis man spørger den farverige frisør fra Aalborg.

»Jeg snakkede med de andre om, at det er lidt ligesom en skilsmisse. Det er, som hvis ens store kærlighed lige pludseligt kom og sagde: 'Du flytter bare ud i dag',« siger Beate Stengaard Sørensen.

»Jeg er meget følelsesladet, og jeg var virkelig ærgerlig.«

Beate Stengaard Sørensen er røget ud af 'Den store bagedyst.' 
Beate Stengaard Sørensen er røget ud af 'Den store bagedyst.'  Foto: Foto: Carsten Mol / DR
Vis mere

Hun fortæller, at overgangen fra at have været en del af deltagerne i teltet til pludseligt at være ude var brat.

»Så havde man gået i to-tre måneder og brugt al sin tid på at bage, og så med ét var det bare slut. Det er svært at forberede sig på sådan en omvæltning. Man går fra, at alt handler om at bage, til at man lige pludselig ikke behøver at tænke på kager mere,« forklarer hun videre.

Beate Stengaard Sørensen fortæller dog, at hun efter runden med det britiske bagværk godt vidste, at det var hendes tid til at ryge ud. Inden bedømmelsen havde hun erkendt, at det ville blive hendes sidste dyst.

Hun siger, at de blev klædt godt på af DR til at medvirke i programmet, og de havde alle talt med en psykolog, inden de medvirkede i programmet, og derudover fik man også tilbudt at ses med psykologen, når man røg ud.

»De havde godt sagt, at det ville blive som at tage hjem fra efterskole. At der godt kunne komme en tom følelse efter;« siger hun videre.

Hun fortæller desuden, at hun snakkede med psykologen om, hvordan det ville blive i det meget intense forløb, som 'Den store bagedyst' er, og hun blev desuden også klædt på til at være et kendt ansigt. Hun blev rådet til at få det ud af det, som hun ønskede, men mest af alt ville Beate Stengaard Sørensen bare gerne have vundet bagekonkurrencen, fortæller hun.

»Jamen, det var så ærgerligt. Jeg havde drømt om at nå virkelig langt i 'Den store bagedyst'.«

Beate Stengaard Sørensen bor i Aalborg med sin kæreste, og når hun ikke passer sit arbejde som frisør, passer hun sin hobby, hvor hun står på rulleskøjter på et rollerderbyhold.