Seks deciliter blodplasma.
Det donerede Thomas Røjkjær Vestergaard onsdag morgen på Aarhus Universitetshospital. Håbet er nu, at hans blod kan bruges til at behandle personer, der er smittet med coronavirus.
Det skriver Aarhus Universitetshospital i en pressemeddelelse.
Årsagen til, at lægerne har været særligt interesseret i Thomas Røjkjær Vestergaards blod, er, at han tidligere har været smittet med netop coronavirus og nu er raskmeldt.

Onsdag morgen tog han derfor turen fra hjemmet i Ry til hospitalet i Skejby for at donere de seks deciliter blodplasma til et nyt forskningsprojekt, hvor læger fra Aarhus Universitetshospital sammen med kollegaer fra hele landet vil forsøge sig med en potentiel behandling af personer, der er smittet med coronavirus.
»Vi undersøger donor for antistoffer. Vi håber, at antistofferne fra de raskmeldte kan hjælpe med at bekæmpe virus og mindske den betændelsestilstand i lungerne, som covid-19 forårsager,« siger Christian Erikstrup, der er professor og overlæge i Blodbanken på Aarhus Universitetshospital.
Forskerne regner umiddelbart med at være klar til at behandle de første patienter med den nye metode i næste uge.
Deres håb er, at de antistoffer, der dannes efter man er blevet smittet med corona og har udviklet covid-19, kan overføres fra de raskmeldte patienter og bruges til at behandle dem, der bliver indlagt på grund af covid-19.
Behandlingen er rettet mod patienter, der er indlagt med covid-19, og som har åndedrætsbesvær og lungeproblemer – men ikke patienter på intensiv.
Thomas Røjkjær Vestergaard er den første raskmeldte covid-19-patient, der har doneret blodplasma til forskningsprojektet. Selv forklarer han, at han donerer sit blod, fordi han kan – og fordi han føler, han skal hjælpe:
»For mig er det sådan set ligegyldigt, om det skal bruges til at behandle coronapatienter eller andre mennesker, der er syge og har behov for hjælp. Men det er selvfølgelig meget håndgribeligt, at jeg nu ved, hvad den her tapning skal bruges til,« siger han.
På landsplan regner forskerne med at behandle mellem 200 og 250 patienter med den nye metode. De forventer at have resultater klar i efteråret, men det afhænger af, hvor hurtigt de kan finde egnede patienter, der vil være med i forskningsprojektet.
Sideløbende med det danske studie er en lang række lande i gang med lignende forskningsprojekter. Der bliver ifølge Aarhus Universitetshospital i øjeblikket arbejdet på at gøre det muligt at dele resultaterne på tværs af landene.