»Og så gik den vilde skattejagt, op og ned ad frysediskegange. Alt det, man pludselig ikke kunne overleve uden.«
Morten Kirkskov, der er skuespilchef på Det Kongelige Teater, indrømmer nu, at han var en af de mange danskere, der bukkede under for angsten og hamstrede i øst og vest, da landet lukkede ned på grund af coronakrisen.
Det gør han i en kronik i Politiken, hvor han fortæller, at han var ude at spise med sin kæreste og fire venner, da Mette Frederiksen (S) holdt sit yderst omtalte pressemøde den 11. marts.
Gruppen havde derfor ikke fået set pressemødet, så da de midt i middagen kiggede på deres telefoner, fik de sig et kæmpe chok og 'mærkede pulsen stige', som den 57-årige instruktør og teaterdirektør formulerer det i kronikken.
'Vi havde fået dyr i øjnene, og det tog os under to minutter at glemme, hvem vi synes, vi var. Vi flåede overtøjet ned fra knagerne og var snart på vej over gaden til føromtalte Føtex, mens vi jokede med, at vi burde tage solbriller på for ikke at blive genkendt,' skriver han og fortsætter:
'Indenfor i butikken blev vi spredt for alle vinde. Tre af os røg direkte ovenpå, hvor toiletpapiret gudskelov lå i rigelige mængder. En Føtex-mand rendte rundt med en walkietalkie og lignede en reklame for officersuddannelsen. Er to pakker toiletpapir nok? Seksten ruller? Jeg tog tre pakker.'
Netop hamstring fik ekstrem meget opmærksomhed i kølvandet på pressemødet den 11. marts.
Blandt andre følte 'X Factor'-værten Sofie Linde sig for eksempel nødsaget til at gå ud og undskylde for at have panikket og hevet lidt for mange ting ned fra supermarkedshylderne efter pressemødet.
I et Instagram-opslag udtalte hun, at hun 'nu var blevet klogere', og netop denne formulering er da også stort set den samme, som skuespilchef Morten Kirkskov skriver i sin klumme.
Han afslører også, at han dagen efter var 'bange for at være blevet fanget på kamera af nogle af de mange, fantastisk sunde, besindige, velinformerede mennesker, som havde været i stand til at tøjle deres indre dyr om aftenen, men som trods alt ikke var finere, end at de nu mente sig i deres gode ret til at udskamme os, der ikke havde udvist samme grad af overlegen humanistisk selvkontrol'.
Til sidst påpeger han, at krisen er en læringsproces, som burde ses som en chance for at blive klogere:
'Vi har muligheden for at spørge hinanden, hvordan vi overkommer ikke bare den nuværende krise, men også hvad det er for en verden, vi godt kunne tænke os, når vi bliver hevet ud af denne undtagelsens og nulpunktets forbandede fortryllelse og havner i en virkelighed, der sikkert langt hen ad vejen ligner den, vi rejste os fra ved middagsbordet for mere end en måned siden.'
