Den radikale toppolitiker Rabih Azad-Ahmad tager nu afstand fra sine tidligere udtalelser om Hamas' terrorangreb mod Israel og fra sin deltagelse i en konference med forbindelser til den palæstinensiske terrororganisation.
Det sker i forbindelse med, at Rabih Azad-Ahmad forbereder et politisk comeback, hvor han går efter at komme i Folketinget for Radikale Venstre.
Han har i mange år været partiets frontfigur i Aarhus Kommune, hvor han også har været rådmand.
Ved sidste valg stoppede han i kommunalpolitik, men nu stiller han op som folketingskandidat i Østjylland.
Det på trods af, at B.T. tidligere har afsløret, at han flere gange har deltaget i og talt ved den omdiskuterede European Palestinians Conference, hvis arrangører er kendt for at have forbindelser til terrororganisationen Hamas.
Rabih Azad-Ahmad oplyser til B.T., at han ikke kendte til disse forbindelser.

»Havde jeg vidst det, så havde jeg naturligvis ikke deltaget. Det var en fejl, som jeg gerne beklager en gang til,« lyder det i en skriftlig kommentar fra den radikale politiker.
Som B.T. beskrev i forbindelse med afsløringen anklages organisationen Palestinian Return Centre, der står bag European Palestinians Conference, ellers af både israelske og tyske myndigheder for at være en frontorganisation for Hamas.
Anklager, som Palestinian Return Centre har afvist overfor B.T. og kaldt for 'politisk motiverede'.
Ikke desto mindre har Hamas' afdøde øverste leder, Ismail Haniyeh, talt til konferencen mindst en gang. Ifølge mediet The Telegraph har flere andre Hamas-ledere med jævne mellemrum også talt til konferencen.
Samtidig blev formanden for European Palestinians Conference, Amin Abu Rashid, en måned efter konferencen i 2023 anholdt og varetægtsfængslet af hollandske myndigheder, der anklager ham for at have indsamlet mere end 40 millioner kroner til Hamas. Der er endnu ikke faldet dom i sagen.
Rabih Azad-Ahmad deltog i konferencen i 2023, hvor han også holdt en tale. Han har også deltaget i konferencen mindst to gange tidligere, nemlig i 2019 og 2021.
Forud for konferencen i 2023 havde der i Sverige, hvor den blev afholdt, været en heftig debat i svenske medier om arrangørernes Hamas-forbindelser. Debatten fik en række svenske politikere til at melde fra til konferencen.
»Som jeg udtalte til B.T. for cirka to år siden, så var jeg blevet inviteret til konferencen for at holde et oplæg, og som jeg tidligere har fortalt til B.T., så var jeg ikke bekendt med debatten i Sverige om konferencens forbindelser,« lyder det i en skriftlig kommentar fra Rabih Azad-Ahmad.

I 2023 vakte det også opsigt, at Rabih Azad-Ahmad ikke ville tage afstand fra Hamas' terrorangreb mod Israel den 7. oktober samme år.
Men her midt i folketingsvalgkampen lyder der nu nye toner fra den radikale toppolitiker.
»I forhold til de andre ting, der er blevet skrevet og sagt, så vil jeg også benytte denne anledning til endnu en gang at gøre det helt klart: Jeg er ikke i tvivl om uhyrlighederne, der blev begået ved terrorangrebet den 7. oktober, og jeg tager utvetydigt afstand fra Hamas,« lyder det i en skriftlig kommentar fra Rabih Azad-Ahmad, der fortsætter:
»Der er flere rapporter fra blandt andet FN og Human Rights Watch, der sætter en tyk streg under alt det forfærdelige, der skete ved terrorangrebet d. 7. oktober. Herunder drab på børn, systematiske overgreb og voldtægter og meget andet. Det er der ingen grund til at betvivle.«

