»Jeg havde en ung mand i 30'erne i sidste uge, som jeg slet ikke kunne rette op. Lige meget hvor meget ilt han fik, blev det ikke bedre, så han måtte indlægges på intensiv.«
Det er noget af det, der møder Luca Pristed, som er sygeplejerske på akutmodtagelsen på Bispebjerg Hospital, under anden bølge af corona, som han oplever som anderledes fra første bølge.
Frem mod slutningen af året vender B.T. tilbage til nogle af de personer, som igennem vores dækning af coronapandemien har gjort størst indtryk.
Øverst i artiklen har vi samlet det til en dokumentar, der tager dig igennem hele pandemien, fra dens spæde start, hvor vi stadig ikke helt troede på, at den ville komme til Danmark, til nu, hvor antal smittede og indlæggelser slår rekorder, og landet er lukket ned på ny.
I februar var Luca Pristed på vej til Cambodia med nogle venner. De holdt øje med den virus, der spredte sig i Kina, fordi de skulle mellemlande i Beijing. I løbet af de to uger, de var i Cambodia, lukkede mere og mere ned omkring dem, og kun 14 dage efter, de var kommet hjem, blev Danmark lukket ned.
»Jeg tænkte godt, at det ville komme til Danmark, men ikke i det omfang, det gjorde. Der gik jo kun få uger, så var det overalt,« siger Luca.
Han var på arbejde den uge, hvor coronapatienterne begyndte at vælte ind. Han husker, hvordan usikkerheden og uvidenheden fyldte hos både personalet og patienterne.
I starten tog de imod coronapatienter iført ebola-værnemidler, fordi de ikke vidste, hvor slemt det var, og spørgsmålene var flere end svarene: Hvordan skulle patienterne håndteres, hvordan skulle de isoleres, og var der nok værnemidler? Derudover gik der ikke længe, før hospitalerne oplevede, at værnemidler og sprit blev stjålet fra hospitalerne, og de måtte have vagter på.
»Det var en skræmmende tid. Helt sindssygt. Man følte lige pludselig, at det var med livet som indsats, når man gik på arbejde. I starten skiftede retningslinjerne også meget, og man følte ikke, at det var det rigtige, man gjorde, men der var ikke andre muligheder,« forklarer Luca.
Selv om coronapatienterne var meget behandlingskrævende, oplevede Luca og kollegerne på Bispebjerg Hospital, at mange af de almindelige patienter blev væk under første bølge. Det har ændret sig.
Nu kommer der mange coronapatienter igen, samtidig med at alle de andre patienter også kommer, og derfor er der ekstra stort pres på. En anden forskel under anden bølge er, at Luca ser flere unge mennesker nu, der bliver indlagt.
»Vi er blevet bedre til at håndtere coronapatienterne nu, end vi var i foråret, vi har fået hurtigere prøvesvar, så vi hurtigere kan isolere. Men det er stadig med livet som indsats,« siger Luca, som garanterer, trods det stigende pres, at de stadig kan følge med.
Luca blev ret tidligt i coronapandemien en stemme fra sundhedsvæsnet. I starten af udbruddet spurgte mange i hans omgangskreds til situationen på hospitalet, og derfor lavede han en statusopdatering på Facebook, som han ikke havde forudset effekten af.
På det tidspunkt hørte offentligheden nemlig ikke meget inde fra hospitalerne – der var en form for informationstørst. Så da han postede opslaget, endte han efterfølgende både i B.T., 'Go' morgen Danmark', 'Go' aften Live' og i en TV 2-dokumentar.
Ikke noget, der har generet ham, for hver gang har han set det som en oplagt mulighed for at slå et slag for sygeplejerskers arbejdsforhold og løn:
»Man hører om kolleger, der bliver tvunget ud i coronaberedskaber, der skal tage urimelige vagter og ikke bliver kompenseret for det. Det er hårdt ikke at blive belønnet for det ekstra læs, vi har trukket. Man kan virkelig mærke, at kollegaer, mig selv inklusive, er ved at blive nedslidte af det her.«
Noget af det, der også slider på personalegruppen, er det manglende sociale liv. Akutafdelingen på Bispebjerg er, ifølge Luca, en meget social afdeling, som tager ud og drikker øl sammen, der er en strikkeklub, og der bliver arrangeret mandeaftener. Særligt med det tunge arbejde, de har, hvor der nogle dage både er død og selvmord, har de brug for det sociale liv, hvor de kan ventilere deres oplevelser over for kollegaerne.
På den anden side af corona glæder Luca sig særligt til én social begivenhed – Roskilde Festival. Et sted, han er kommet de sidste 10-11 år:
»Det er så frit, og man er så lalleglad. Pludselig finder man ud af, at man savner at drikke med random mennesker og kramme tilfældige forbipasserende,« lyder det fra Luca, der dog mener, at der er en hård kamp, der skal kæmpes, inden det kan lade sig gøre:
Vaccinerne.
»Jeg håber, at vi kommer til at stille strenge krav til folk, der ikke gider at vaccineres, fordi de kommer til at være en kæmpe byrde for alle andre.«
Da han er sundhedspersonale, bliver han selv blandt de første, der får vaccinen, og det bliver med glæde, så han ikke mere skal gå på arbejde med livet som indsats.
