Kirkegården kommer Peter Lynge Sørensen aldrig på. Han bryder sig ikke om stedet. Men han holder meget af de gamle bygninger på Bispebjerg Hospital.
»Jeg synes, at det er et dejligt sted, og jeg er glad for, at man har fredet den her del. Det er virkelig pænt.«
Frem mod slutningen af året vender B.T. tilbage til nogle af de personer, som igennem vores dækning af coronapandemien har gjort størst indtryk.
Øverst i artiklen har vi samlet det til en dokumentar, der tager dig igennem hele pandemien – fra dens spæde start, hvor vi stadig ikke helt troede på, at den ville komme til Danmark, til nu, hvor antal smittede og indlæggelser slår rekorder, og landet er lukket ned på ny.
Inden pandemien kom til Danmark, havde Peter Lynge Sørensen ikke gjort sig nogen tanker om, hvilken stor indvirkning virussen ville få på hans liv.
»Jeg tænkte ikke, at den ville komme til Danmark. Vi har jo set eksempler på andre vira, som for eksempel sars, der aldrig nåede til Danmark,« lyder det fra Peter Lynge Sørensen.
Men det gjorde den. Og allerede fra marts blev Peters søn, Dennis Sørensen, en del af coronaafsnittet på Bispebjerg Hospital. Her havde han, indtil corona kom, arbejdet fuldtid som sosuassistent, mens han uddannede sig til sygeplejerske.
Det lå til Dennis Sørensens natur at passe på andre mennesker, så han var glad for arbejdet. Og arbejdspladsen var glad for ham. Han var tidligere vægtløfter, så han kunne tage fat og klare de tunge løft.
Et par dage inden, at han skulle starte med coronapatienterne, var Peter og Dennis ude at spise. Al fysisk kontakt stoppede nemlig fra det øjeblik, han indgik i beredskabet.
»Jeg er jo oppe i årene, så vi ville gerne passe på. Han var ikke bekymret for sig selv, men han fortalte, at de blev uhyggeligt syge, og at det var væmmeligt at se på.«
Peter Lynge Sørensen var overbevist om, at hvis Dennis skulle blive syg, skulle han nok klare den. Andre unge mennesker var blevet ramt af sygdommen og var kommet sig over den.
Men da Dennis begyndte at hoste i starten af april, gik det stærkt.
Mandag 6. april bliver han testet negativ for corona. Men den efterfølgende torsdag, hvor han er ude på kærestens rideskole, falder han om og ryger af sted til Hvidovre Hospital.
Peter Lynge Sørensen fortæller, at der er bedring at spore, efter Dennis får ilt. Han skriver støttende til ham på Messenger, at det nok skal gå, og at han bare skal sove, så kroppen kan få ro til at bekæmpe virussen.
Men fremgangen er kortvarig, og Dennis Sørensen må i respirator, og da det heller ikke hjælper, bliver han 14. april overflyttet til Rigshospitalet, hvor han bliver koblet til en hjerte-lunge-maskine, som både kan hjælpe med at ilte blodet og pumpe det rundt i koppen. Lungerne er nemlig stået af, hjertet arbejder kun halvt, og nyrerne har det heller ikke godt.
Sent om aftenen, den dag han er overflyttet til Rigshospitalet, dør Dennis Sørensen. På det tidspunkt har Peter Lynge Sørensen ikke set sin søn i over en måned.
»Han bliver obduceret på Kriminalteknisk Afdeling på Rigshospitalet, og der var ingen tvivl. Det var corona, han var død af,« understreger Peter Lynge Sørensen.
I april kom det som et chok for de fleste, at en ung mand på 36 år kunne dø af coronavirus. Siden er to kvinder i 30'erne døde med coronavirus. Ifølge Sundhedspolitisk Tidsskrift havde to af de tre i 30'erne, der er død med coronavirus, dog inden for de seneste fem år været i kontakt med hospitalsvæsenet i forbindelse med en anden sygdom som for eksempel diabetes, cancer og hjerte-kar-sygdomme. Ifølge Peter Lynge Sørensen var Dennis Sørensen sund og rask.
»Jeg synes, at det var helt forkert. Det var jo ham, der skulle arve mig. Det var helt forkert. Vi havde jo regnet med, at jeg gik bort først,« siger Peter og tilføjer:
»Ja, hvordan tackler man det. Jeg ved det ikke. Der er jo ikke andet at gøre end at acceptere det.«
Smitten eksploderer igen, og nu hvor det særligt er de unge, der bliver smittet, finder Peter Lynge Sørensen det vigtigt at holde Dennis' budskab i live:
»Lad nu være med at holde piratfester og alt det pjat. Der er også nogle, der fornægter, at sygdommen overhovedet er der. Det var det budskab, Dennis også ville have ud, at han altså så unge mennesker, der var hårdt ramt af det. Men unge mennesker vil jo ikke forstå det. Det kan godt være, at det er de færreste, der dør af det, men det er altså ikke sjovt, det de skal igennem,« afslutter Peter Lynge Sørensen.
