Foran Tranbjerg Lokalcenter er en gruppe på 10-20 sygeplejersker samlet. De diskuterer, vender og drejer situationen og er bekymrede.
Ledelsen kalder det ulovlig arbejdsnedlæggelse. De kalder det selv et fagligt møde.
»Vi står ikke bare ude foran lokalcenteret og fjoller i en time. Vi bruger rent faktisk tiden på at diskutere, hvordan det her skal gå,« siger Maria Wøldike, der er udkørende hjemmesygeplejerske i Aarhus Kommune.
Hun har mandag og tirsdag startet morgenen foran Tranbjerg Lokalcenter.
Man skulle måske tro, at den fremmødte gruppe snart mistede gejsten. Strejken, arbejdsnedlæggelser, protester og kampråb har fyldt i lang tid.
Først nedlagde sygeplejerskerne på Aarhus Universitetshospital arbejdet efter strejken, så bredte det sig landet over, og nu er nedlæggelsen tilbage i Aarhus.
Men gejsten og gnisten er er der stadig. Det er den nødt til at være. Også her en time mellem 9-10, inden de igen skal ud på de Aarhusianske veje og besøge de borgere, de ikke føler, de har tid nok til.
»Det kan være svært at holde gejsten oppe, men vi gør det, fordi vi rigtig godt kan lide det, vi laver. Vi er en flok pissedygtige sygeplejersker i den her gruppe, som brænder for det, vi laver,« siger hun og fortsætter med at forklare, at der er en helt særlig grund til, at kampen fortsætter:
»Mange af os har også noget personligt med. Jeg har en pige på fire et halvt år, som vil være sygeplejerske, når hun bliver stor. Jeg har en forpligtelse til at sørge for, at hun træder ind i vilkår, der er bedre end dem, jeg arbejder i.«
Og derfor tror hun også, at kampen fortsætter.
»Her i Aarhus Syd har vi ikke noget i støbeskeen lige nu, men gnisten er stor. Så jeg kunne godt forestille mig, at det fortsætter i noget tid,« siger hun.
I Aarhus Syd gør det også engagementet større, at de bakkes op af de borgere, de møder. I dag fik en fra gruppen for eksempel blomster, da hun var på hjemmebesøg.
Blomster, der skulle vise, at borgeren støtter deres kamp. En kamp, som viser sig i en travlhed, som borgeren også mærker på egen krop.
Det er også en kamp, der risikerer at få konsekvenser. Hvis den ulovlige arbejdsnedlæggelse kommer for Arbejdsretten, kan sygeplejerskerne skulle betale bod.
Men det er nu ikke noget, der bekymrer gruppen, der er samlet i Aarhus.
»Vi vidste, hvad konsekvenserne kunne være, og det er ikke noget, vi er synderligt bekymret for. Boden ruinerer ikke vores budget,« siger hun og fortsætter:
»I yderste konsekvens, hvis min arbejdsgiver fyrede mig, ville de stå med et større problem end mig. Jeg kan let få et andet job, men det er ikke sikkert, de kan få en anden sygeplejerske. Det kan godt være, det er et bissetrick, men det er vi måske nødt til at tage i brug nu,« siger hun.
Hun oplever, at de bliver nødt til at reagere nu. I Aarhus dækker de hjemmekørende sygeplejersker et stort geografisk område. Samtidig har de mange besøg i kalenderen. Det betyder, at frokostpausen ofte må gå med kørsel.
Og så er der ikke meget overskud til mand, børn og fritidsaktiviteter, når man kommer hjem.
Derfor står hun ude foran Tranbjerg Lokalcenter – og så for hendes datters skyld.
