Selvom Sofia Elisabeth Sundorphs kørelærer fortalte hende, at hun var 100 procent klar til sin køreprøve, blev hun dagen inden prøven ramt af en nedslående sms fra Færdselsstyrelsen.
Med kun 17 timer til prøven, blev den aflyst på grund af sygdom hos Færdselsstyrelsen.
»Jeg var så irriteret, fordi jeg lige havde brugt vildt meget energi og penge på ekstra kørelektioner. Så jeg var øv over, at det blev aflyst,« siger Sofia Elisabeth Sundorph.
Og der var lange udsigter til en ny prøve.
For selvom Sofia Elisabeth Sundorphs køreprøve egentlig skulle afholdes 4. juni, kunne hun først booke en tid 7. august.
»Det kan jo ikke være rigtigt, at jeg skal vente to måneder.«
Færdselsstyrelsen kunne ikke hjælpe hende med en ny tid, det var kørelærerens ansvar.
»Vi er magtesløse i den her situation. Når de kan aflyse dagen inden, synes jeg, de burde give mig en ny tid kort tid efter, eller lægge en indsats i at gøre noget, så sådan nogle ting ikke sker,« siger Sofia Elisabeth Sundorph.
Indtil årsskiftet ville sådan en situation betyde, at Færdselsstyrelsen fandt en erstatningstid til eleven. Den ordning fjernede Færdselsstyrelsen ifølge dem selv på opfordring fra kørelærerbranchen.
For Sofia Elisabeth Sundorph kom den lange ventetid med en stor udgift for hende.
Hun vurderede nemlig, at hun bliver nødt til at købe fire ekstra kørelektioner til 1.000 kroner per lektion for at holde sine kørefærdigheder ved lige.
»Jeg har allerede prøvet en situation, hvor jeg ikke havde kørt i to uger, og der kunne jeg mærke, hvor rusten jeg var blevet,« siger hun.
Sofia Elisabeth Sundorph forstår godt, at alle mennesker kan blive syge, men derfor mener hun også, at Færdselsstyrelsen bør ansætte flere prøvesagkyndige, så en sygemelding ikke får så store konsekvenser, for eleven der skal til prøve.
Færdselsstyrelsen er ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelse indenfor aftalt tid, men allerede i slutningen af maj meldte Færdselsstyrelsen om lange ventetider på køreprøver i flere dele af landet.
Årsagen skyldtes angiveligt, at der ikke var prøvesagkyndige nok, til at afvikle mængden af efterspurgte køreprøver.
»Vi er ærgerlige over, at der lige nu er en større efterspørgsel på køreprøver, end vi har mulighed for at imødekomme. Vi gør alt, hvad vi kan for at løse udfordringerne og har igangsat flere forskellige initiativer for at nedbringe ventetiderne, siger han på Færdselsstyrelsens hjemmeside,« sagde vicedirektør på kørekortområdet hos Færdselsstyrelsen, Brian Paust Nielsen.
For at nedbringe ventetiden ville Færdselsstyrelsen blandt andet tilbyde ekstra prøver på lørdage og hverdagsaftener.
Transportminister Thomas Danielsen (V) indgik i december sidste år en aftale med landets kørelærere om 12 initiativer.
Pakken skal blandt andet sikre, at det bliver »nemmere at få en køreprøve inden for en rimelig tid, uanset hvor i landet man bor,« fremgår det af Transportministeriets hjemmeside.