En svømmehal i Aarhus er så plaget af uro og konflikter, at kommunen har været nødt til at ansætte vagter.
På blot to måneder i løbet af sommeren er regningen til vagterne løbet op i hele 146.000 kroner.
Konkret drejer det sig om den kendte Badeanstalten Spanien, der ligger centralt i Aarhus.
Personalet i badeanstalten er blevet både truet, overfuset og chikaneret af gæster, blandt andet grupperinger af »unge med anden etnisk baggrund«.
Det fremgår af et svar fra Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, som B.T. er kommet i besiddelse af.
Svaret er givet på baggrund af spørgsmål fra Danmarksdemokraternes byrådsmedlem, Jakob Søgaard Clausen.

Han fortæller til B.T., at han havde modtaget tips fra borgere med kendskab til de store problemer i Badeanstalten Spanien fra borgere.
»Det synes jeg lød noget voldsomt, og jeg kunne næsten ikke tro på det, da jeg hørte det, men nu har jeg jo så fået bekræftet det af forvaltningen, og det står faktisk ret slemt til,« siger Jakob Søgaard Clausen til B.T.
Af svaret til Danmarksdemokraterne-politikeren fremgår det også, at de konfliktfyldte episoder oftest opstår »i forbindelse med håndhævelse af badereglerne«.
»Det drejer sig for eksempel om gæster, der nægter at forlade bassinerne, når der skal lukkes, badegæster, der ikke respekterer regler om hygiejne (...) eller gæster der reagerer aggressivt på henstillinger fra personalet« lyder det.
Ifølge den kommunale forvaltning har problemerne stået på siden januar 2024, og der har løbende været hyret vagter ind.
Alene i juli og august i år er der blevet brugt henholdsvis 62.000 og 84.000 kroner på vagter.
Jakob Søgaard Clausen kalder det »en falliterklæring«, at kommunen må ansætte vagter for at håndtere »indvandrergrupperinger« der laver ballade i badeanstalten.
»Det er helt vanvittigt, at vi er nødt til at have så høje udgifter til at hyre vagter ind,« siger han til B.T.

Tre gange indenfor det sidste halve år har der desuden været tale om så voldsomme episoder, at politiet er blevet tilkaldt.
Jakob Søgaard Clausen mener, at kommunen bør bortvise ballademagerne for bestandigt allerede første gang, at de volder problemer.
Han foreslår desuden, at de bortviste personer registreres i et slags hooliganregister, så de derefter kan afvises i døren.
Er det ikke at skyde gråspurve med kanoner?
»Nej, det synes jeg ikke. Det er et stort problem. Politiet har været dernede tre gange, fordi det var så truende og voldsomt. Det skal vi tage seriøst.«
Forvaltningen skriver i deres svar til dig, at unge med anden etnisk baggrund er en af flere grupperinger, der volder problemer. Hvordan kan du på baggrund af det svar konkludere, at det er indvandrergrupperinger, der skaber problemerne?
»Det kan jeg konkludere ud fra de henvendelser, som jeg har fået om problemerne fra folk, som kender meget til dem. Og så er det jo også bare sådan, at det ikke plejer at være folk med navne som Jens eller Peter, der skaber problemer i vores svømmehaller. Det er de her større indvandrergrupperinger med unge mænd, og det er altså et kæmpe problem, som vi er nødt til at tage seriøst«.