»Har Sverige en anden type coronavirus end resten af verden?«

Det spørgsmål stiller danske Caroline Arentoft, der bor i Stockholm, sig selv for tiden.

Hun er en blandt mange, som ser undrende på, hvordan to nabolande gør tingene så forskelligt.

Kigger man på, hvordan det svenske samfund håndterer pandemien, så skulle man tro, at svaret på hendes spørgsmål var ja. I Danmark har tiltag på tiltag gradvist lukket landet ned og isoleret alle med arbejdscomputere i hjemmene. Samtidig lever man på den anden side af Øresundsbroen livet, som danskerne også gjorde det for to uger siden.

En udendørsrestaurant i Djurgarden i Stockholm var også populær i martssolen den 22 marts. AFP / Sweden OUT,
En udendørsrestaurant i Djurgarden i Stockholm var også populær i martssolen den 22 marts. AFP / Sweden OUT, Foto: Jessica Gow/TT
Vis mere

Man hører svenskere sige, at coronavirus bare er en influenza.

De sidder stadig på caféerne i solen sammen, henter vin på Systembolaget til middagsselskaber med venner og dyrker holdsport i idrætshallerne. Mange af de større byer er blevet mere mennesketomme, men meget andet er, som det plejer.

»Jeg føler ikke, at der bliver gjort nok for at bremse virussen. Det gør mig enormt bekymret for min familie,« siger Caroline Arentoft.

Hun følger, ligesom flere andre danskere bosat i Sverige, i stedet anbefalingerne i Danmark, hvor regeringen og sundhedsmyndighederne har valgt en helt anden strategi på linje med de fleste andre lande i verden.

Danske Caroline Arentoft er bosat i Stockholm i Sverige, hvor tiltagene mod coronavirus er langt færre end i Danmark.
Danske Caroline Arentoft er bosat i Stockholm i Sverige, hvor tiltagene mod coronavirus er langt færre end i Danmark. Foto: Privatfoto
Vis mere

Man har lukket ned, isoleret sig og håber på, at smitten ikke vælter sygehusene.

Når forårssolen lokker danskerne udenfor, sørger vagter ved søerne i København for, at alle går den samme vej rundt – og ikke for tæt. Politiet patruljerer med bødeblokken fremme og sender sms'er ud om at holde afstand.

Selvom vi er nabolande, så er forskellene mellem Sverige og Danmark store.

Historisk har vi ofte gjort tingene på hver vores måde. Det har vi set med krigsindsats, flygtningekrise og integrationspolitik. Det samme kan nu også siges om håndteringen af corona-krisen.

I Danmark er der bred enighed om nødvendigheden af skrappe tiltag. For pandemien skal tages alvorligt, lyder det politiske budskab. I Sverige er landet mere splittet, fortæller Caroline Arentoft, som er svensk gift og har boet i Stockholm med sin mand og to børn i syv år.

»Halvdelen af svenskerne isolerer sig og er forsigtige. Den anden halvdel gør ikke. I Sverige kritiserer man helst heller ikke hinanden i krisetid. Man lytter bare til sin regering. Måden, vi håndterer det på i Sverige, giver for mig ikke nogen mening, når vi står alene med den her strategi,« siger hun.

Caroline er langtfra alene med sin bekymringer. I Facebook-grupper diskuterer danskere bosat i Sverige deres tvivl og erfaringer. Når de to lande tyer til så forskellige strategier, hvilke anbefalinger skal de så følge? Nogen har valgt holde børn hjemme fra skole og institutioner, selvom de ikke er lukket i Sverige. En af dem er Leela Camara, som bor i Ljungby med sin mand og børn.

»Vi følger de danske udmeldinger bedst muligt. Jeg holder min to-årige datter hjemme fra daginstitution på tredje uge nu. Jeg vil hellere være på den sikre side,« siger hun.

I mandagens gode vejr fandt svenskerne også sammen i parken Kungsträdgården i Stockholm.
I mandagens gode vejr fandt svenskerne også sammen i parken Kungsträdgården i Stockholm. Foto: Jessica Gow/TT
Vis mere

Flere lytter også til danske råd om social afstand, mens det øvrige samfund tager lidt lettere på det.

»Vi føler os som de dumme. Det er svært at isolere sig i et samfund, som ikke er isoleret,« siger Caroline Arentoft.

Nogle svenskere ryster på hovedet ad danskerne i disse uger og mener, at vores strategi er mere politisk, end den er videnskabeligt funderet. De kalder vores reaktion for 'udansk' og udokumenteret.

Det er heller ikke sådan, at Sverige ikke gør noget for at inddæmme problemet med coronavirus. Man er begyndt at lukke gymnasier og universiteter, man må højst samles 500 mennesker, og grænserne er delvist lukkede. Den offentlige sektor, skoler og børnehaver er dog stadig åbne, og det samme er caféerne.

Svenskere samles stadig på barer, som fortsat er åbne. Her værthuset Half Way i det centrale Stockholm mandag 23. marts. 2020. TT News Agency/Ali Lorestani via REUTERS.
Svenskere samles stadig på barer, som fortsat er åbne. Her værthuset Half Way i det centrale Stockholm mandag 23. marts. 2020. TT News Agency/Ali Lorestani via REUTERS. Foto: TT NEWS AGENCY
Vis mere

Konsekvenserne af krisen er i store træk de samme på begge sider af sundet. Mange virksomheder – herunder restauranter og hoteller – kæmper for at overleve, og det koster alt sammen job i den anden ende. Det rammer bare mindre hårdt i Sverige og ikke lige så pludseligt som i Danmark.

I Sverige er det ikke kun bosatte danskere, som sidder tilbage med frustrationer over den laissez faire-holdning til coronavirus. Mange svenskere og sundhedseksperter gør det samme.

Ekspert: 'Det er en stor chance, Sverige tager'

Kritikken mod Sveriges svar på Sundhedsstyrelsen, Folkesundhedsmyndigheden, med statsepidemiolog Anders Tegnell i spidsen, har foregået for både lukkede og åbne døre.

Førende forskere og eksperter har kritiseret myndighedernes kompetencer og fremsat den holdning, at de har og gør for lidt for at bremse coronavirussen ved ikke at følge det øvrige Europas eksempler.

»Vi er næsten det eneste land i verden, der ikke gør alt, hvad vi kan, for at bremse epidemien. Det er blodigt alvor,« lød det fra Fredrik Elgh, der er professor i virologi ved Umeå Universitet ifølge det svenske medie SVT i sidste uge.

»Det er modigt.« Så simpelt kan Sveriges strategi beskrives ifølges Lone Simonsen, der er epidemiolog og professor i folkesundhedsvidenskab ved Roskilde Universitetscenter.

For ender pandemien med at få overtaget hos vores naboer, og bryder deres sundhedssystem sammen under presset, så vil beslutningstagerne finde sig selv i en meget uheldig position.

»Det er en stor chance, Sverige tager. Vi kender ikke coronavirussen og ved ikke, hvor alvorligt det kan blive. Det interessante er, hvad der kommer til at ske, når pandemien for alvor bryder ud,« forklarer hun.

Åbne cafeer i Malmø tiltrækker stadig gæster i det flotte forårsvejr.
Åbne cafeer i Malmø tiltrækker stadig gæster i det flotte forårsvejr. Foto: Koray Kaya (Byrd)
Vis mere

Sverige er sammen med Hviderusland de eneste, der griber situationen helt anderledes an. Storbritannien og Holland var i samme båd i nogle uger, men har siden ændret kurs. Mens alle de øvrige lande i Europa indfører strenge restriktioner og delvist lukker samfundet ned, der har svenskerne indtil videre kun taget mildere tiltag i brug for at inddæmme coronavirussen.

Herhjemme har vi indført en lang række tiltag, så smitten breder sig så langsomt som muligt for ikke at overbelaste vores sundhedsvæsen og det begrænsede antal respiratorer, der er til rådighed.

»Danmark har en meget aggressiv strategi,« siger Lone Simonsen.

»I Sverige prøver de ikke at stoppe smitten på samme måde. Jeg forestiller mig, at deres logik er, at immuniteten skal bygges op i befolkningen. Argumentet for at gøre det hurtigt er at spare økonomien. Ved at gøre det langsomt, sparer man sundhedsvæsenet.«

Hovedbanegården i Malmø.
Hovedbanegården i Malmø. Foto: Håkan Röjder (Byrd)
Vis mere

Sverige er ifølge Lone Simonsen lige nu en form for kontroleksperiment på, hvordan den mindre restriktive strategi virker.

For sandheden er, at ingen endnu ved, hvilken tilgang der er den bedste, før det hele er ovre.

Vil Danmark have været for forsigtige eller Sverige for langsomme til at reagere?

»Vi er alle sammen for tidligt i epidemien til at kunne sige, hvad der virker bedst,« siger Lone Simonsen.