Sven Panch Pedersen vidste lige, hvad han skulle have i Jysk. Han strøg derfor hurtigt ind i butikken, og mindre end tre minutter senere stod han igen ved sin bil.

Sådan fortæller Sven Panch Pedersen om den 23. april 2019, hvor han skulle hente et tæppe i Jysk på Grønløkkevej i Odense. Det er efterhånden længe siden, men dagen nager ham stadig.

Da han kom tilbage til sin bil, sad der nemlig en gul lap i forruden. Det var et kontrolgebyr på 795 kroner.

Sven Panch Pedersen, der er pensioneret kriminalbetjent, kender lidt til færdselsloven, og han rettede derfor henvendelse til parkeringsvagten, der var på vej væk fra bilen.

»Jeg oplyste ham om, at der var tale om en standsning og ikke en parkering, da min bil havde holdt på pladsen i mindre end tre minutter,« forklarer Sven Panch Pedersen og fortsætter:

»Jeg spurgte derfor, om han havde observeret bilen i tre minutter. Men det var ikke relevant for ham, når han kunne udskrive en afgift, blot p-skiven ikke var indstillet, lød det.«

Sven Panch Pedersen havde ganske rigtigt ikke stillet p-skiven, og det kan han da godt fortryde i dag. For så havde han nok undgået flere års tovtrækkeri.

Alligevel holder han på, at han ikke har gjort noget forkert. Han fulgte nemlig færdselslovens regler for standsning, lyder det. Færdselsreglerne siger, at der er tale om standsning, hvis bilen er henstillet i mindre end tre minutter. Er bilen henstillet mere end tre minutter, er der tale om en parkering.

Da Sven Panch Pedersen kom hjem efter at have fået bøden, besluttede han sig for at klage til parkeringsselskabet OnePark. Han blev dog afvist med samme besked, som parkeringsvagten havde givet.

3. maj 2019 indgav Sven Panch Pedersen derfor en klage til Parkeringsklagenævnet. Et klagenævn, der netop behandler sager om kontrolafgifter udstedt af private parkeringsselskaber.

Parkeringsklagenævnet gav derefter Sven Panch Pedersen og OnePark 14 dage til at indlevere materiale.

I et modsvar til klagen skrev OnePark i 2019 følgende:

»OneParks Parkeringskontrol arbejder ikke ud fra de samme regler som det offentlige, men opererer under privatretlige regler. På p-arealer kontrolleret af OneParks Parkeringskontrol anses enhver hensættelse af køretøjet som en parkering.«

Men en i dom fra Østre Landsret i juni 2020 bliver det slået fast, at færdselslovens regler for standsning også gælder på private parkeringspladser, hvis der ikke står andet på skiltene.

B.T. har fremlagt Sven Panch Pedersens sag for FDM, der også førte sagen hos Landsretten i 2020. FDM er dog med til at afgøre sager hos Parkeringsklagenævnet, og af den årsag vil de ikke kommentere på den konkrete sag.

De vil dog gerne svare på følgende spørgsmål:

Er det rigtig forstået, at hvis der ikke står »standsning forbudt« eller lignende, så må man rette sig efter færdselslovens regler for standsning? 

»Ja, hvis der ikke står, at standsning er forbudt på parkeringsskiltene, så må man gerne standse,« fortæller Casper Schad, advokat i FDM.

På parkeringspladsen, hvor Sven Panch Pedersen holdte, var der intet nævnt om standsning.

Parkeringsskiltet her stod foran Jysk i Odense C i 2019, hvor Sven Panch Pedersen fik en bøde for at standse. Som det fremgår, står der ikke noget om standsning.
Parkeringsskiltet her stod foran Jysk i Odense C i 2019, hvor Sven Panch Pedersen fik en bøde for at standse. Som det fremgår, står der ikke noget om standsning. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Jeg synes, at det virker som en klar sag. Så det undrer mig, at det nu har taget 2,5 år at behandle min sag hos Parkeringsklagenævnet,« siger Sven Panch Pedersen.

Parkeringsklagenævnet skriver på deres hjemmeside, at behandlingstiden som udgangspunkt er højest 90 dage.

B.T. har forgæves kontaktet Parkeringsklagenævnet for at høre, hvad det er, der tager så lang tid at vurdere i denne sag. 26. april 2021 skrev klagenævnet dog til Sven Panch Pedersen, at de stadig var i gang med at behandle sagen.

Senest har OnePark, der nu hedder Apcoa, i januar i år indsendt en yderligere kommentar. Det sker på trods af, at de 14 dages frist for indsendelse af materiale til klagenævnet for længst er overskredet. I kommentaren lægger Apcoa nu vægt på, at parkeringsvagten havde observeret bilen, og at den var henstillet i mere end tre minutter. Der er dog ingen konkrete tidspunkter, der viser, at de tre minutter var overskredet.

»Det undrer mig, at de pludselig påstår, at de har observeret bilen. Tilbage i 2019 fastholdte de, at det ikke var et lovkrav for private parkeringsselskaber at have observationstid på tre minutter,« forklarer Sven Panch Pedersen.

»Men jeg var den eneste i butikken, så jeg ved at det ikke tog mere end tre minutter,« tilføjer han, og understreger at bon og bøde blev givet stort set samtidig.

Som det fremgår af Sven Panch Pedersens bon, er tæppet betalt blot et minut efter at p-bøden er givet.
Som det fremgår af Sven Panch Pedersens bon, er tæppet betalt blot et minut efter at p-bøden er givet.
Vis mere

B.T. har spurgt advokat Casper Schad, hvad man gør, hvis der er tvivl om, hvorvidt der er tale om standsning eller parkering?

»Selskabet skal kunne føre bevis for, at bilen har været hensat i mere end tre minutter, hvis de har givet en p-afgift,« fortæller Casper Schad.

Sven Panch Pedersen føler, at han står med en god sag. For ham handler det ikke længere om de 795 kroner.

»Det er blevet en principsag. Og hvis parkeringsklagenævnet af en eller anden grund skulle afvise min sag, så er jeg klar til at tage den i retten,« fortæller Sven Panch Pedersen.