»Jeg frygter den dag, turen kommer til os. Vi har boet herude i Vollsmose siden 2005, og vi elsker stedet. Men nu skal 'vi' snart rives ned, og vores hjem, vores naboer, vores netværk – ja, alt vi kender, bliver revet væk under os.«

Janni Filstrup og hendes mand bor i Egeparken i Odense-bydelen Vollsmose, hvor meget store forandringer er i gang.

Dels med gennemgribende renovering i flere afdelinger, dels – ikke mindst – den forestående og så småt igangsatte totalnedrivning af en række af de allermest synlige betonblokke i den omstridte bydel, som ligger i naturskønne omgivelser i det nordøstlige hjørne af Odense.

Men navnet Vollsmose klinger ikke godt i alles ører. Retfærdigt eller ej.

På grund af en relativ høj kriminalitetsrate, et tilsvarende højt antal beboere på overførselsindkomst samt en stor del af de i alt næsten 10.000 beboere af ikke-vestlig herkomst lyser navnet nærmest rødt på dét, Christiansborg-politikerne har defineret som ghettolisten.

»Jeg synes, det er trist, at vi ganske almindelige mennesker skal smides på gaden, fordi der indimellem har været noget ballade herude, og fordi vi er på ghettolisten.«

Inden selve nedrivningen går i gang, skal hvidevarer og løst inventar fjernes fra bygningerne. Den del er allerede i gang.Foto: Jens Anton Havskov
Inden selve nedrivningen går i gang, skal hvidevarer og løst inventar fjernes fra bygningerne. Den del er allerede i gang.Foto: Jens Anton Havskov
Vis mere

»I stedet skulle de fjerne problemet – dem, der laver balladen – og så lade os 99 procent andre blive boende i vores gode lejligheder, der er til at betale,« siger Janni Filstrup, som er førtidspensionist.

Hun bor i netop den blok i Egeparken, der ifølge planen er den allersidste, der skal rives ned.

»Så vi går bare og håber på, at vi kan standse tiden, og at de (politikerne, red.) kommer på andre tanker. Men der er jo nok ikke så meget at gøre,« som hun siger.

Det er to år siden, Odense Kommune sammen med boligselskaberne Civica og FAB besluttede, at ikke færre end tusind almene boliger i Vollsmose skal jævnes med jorden.

Nedrivningen af de store blokke i Bøgeparken er nært forestående. Målet er, at Vollsmose bliver et mere attraktivt og indbydende sted at bo.Foto: Jens Anton Havskov 
Nedrivningen af de store blokke i Bøgeparken er nært forestående. Målet er, at Vollsmose bliver et mere attraktivt og indbydende sted at bo.Foto: Jens Anton Havskov 
Vis mere

Målet er at skabe et mere indbydende og venligt udtryk med mere lys og luft, åbne veje, pladser og rekreative områder og i det hele taget gøre området mere attraktivt også for andre beboere end dem, som bor i Vollsmose i dag.

»Jeg tror ikke på, at de får nogle helt nye familier til at flytte herud. For folk vil stadigvæk tænke, at det er Vollsmose,« siger Janni Filstrup, mens hun står og skæver op mod et stort blegrødt banner, som Civica har sat op på facaden på Bøgeparkens største og nu mennesketomme bygning.

'Genhusning' står der. Og: 'Har du spørgsmål til fremtiden for din bolig?'

»Det var en sorgens dag, da det banner kom op. For så blev det hele endnu mere realistisk,« lyder det fra Janni Filstrup, som bor i blokken lige ved siden af.

»Det var en sorgens dag, da det banner kom op. For så blev det hele endnu mere realistisk,« siger Janni Filskov, som bor i blokken lige ved siden af.Foto: Jens Anton Havskov
»Det var en sorgens dag, da det banner kom op. For så blev det hele endnu mere realistisk,« siger Janni Filskov, som bor i blokken lige ved siden af.Foto: Jens Anton Havskov
Vis mere

De store imposante bygninger i Bøgeparken, Birkeparken og Egeparken er de mest synlige af de mange betonboliger, der snart bliver kørt i grus og jævnet med jorden af store bulldozere og tonstunge massive jernkugler.

Derudover skal der nedrives boliger i Fyrreparken, Granparken og Lærkeparken.

»Jeg ved, hvor meget stress de har været igennem, dem, der har boet hernede. Jeg ved, hvor mange familier der er blevet splittet ad og er blevet flyttet rundt i hele kommunen og nu skal have nyt netværk. Det frygter jeg selv,« siger Janni Filstrup.

Når de flere tusinde beboere over den kommende tid løbende skal flytte ud af Vollsmose og genhuses andre steder i Odense, får de som udgangspunkt lov at vælge ét område, de helst vil flytte til.

Planen for Vollsmose omfatter nedrivning af boligblokke og bygninger markeret med rødt og renovering af blokke markeret med gult. Kilde: Odense Kommune.
Planen for Vollsmose omfatter nedrivning af boligblokke og bygninger markeret med rødt og renovering af blokke markeret med gult. Kilde: Odense Kommune.
Vis mere

Derefter vil der komme forslag til, hvor de skal slå sig ned i et nyt hjem.

»Jeg håber bare på, at der, hvor vi kommer hen – ligegyldigt hvilket område det er – at det er et sted, hvor folk vil være flinke til at tage imod os. Til trods for, at vi kommer fra Vollsmose. Fordi mange tænker: Vollsmose – det er da kun ballademagere, der bor herude. Men vi er altså almindelige mennesker.«