Har du også set en stor gul luftballon svæve i luften over Aalborg?

Flere Facebook-brugere har i hvert fald lagt mærke til den. I både 'Nøresundby-gruppen' og 'Vestbyens Venner' har mange nordjyder torsdag lagt et op billeder af den gule luftballon.

Blandt andet Jonna Kristensen, der er en del af 'Vestbyens Venner'.

Jonna Kristensen fangede torsdag den gule luftballon på kamera gennem vinduet i sin lejlighed på Annebergvej i Aalborg.
Jonna Kristensen fangede torsdag den gule luftballon på kamera gennem vinduet i sin lejlighed på Annebergvej i Aalborg. Mark Simon Russell

Ballonen markerer, at B.T. er fløjet direkte ind i det pulserende aalborgensiske hverdagsliv med den nye lokalredaktion på Vesterbro.

Mediet har også haft en konkurrence kørende, hvor en heldig bruger kunne vinde en tur i luftballonen.

Mette Rask Bentzen er redaktionschef for den nye redaktion. Og hun har ambitiøse forventninger til B.T.s dækning af Aalborg:

»Vores ambition er at give byen den nyhedsdækning, den og dens indbyggere fortjener. Vi vil lave journalistik, der kærligt og kritisk dækker og afdækker livet i byen. Hos B.T. Aalborg får du personlige fortællinger, historier om byens liv og breaking news. Vi er med, når AaB og Aalborg Håndbold spiller, og vi er i retten, når der falder dom i opsigtsvækkende sager,« siger hun.

Også i Odense, Århus og København har B.T. nu storbyredaktioner.

Chefredaktør på B.T. Michael Dyrby beskriver mediets indtog i Danmarks fire største byer med følgende ord:

»Det bliver den største journalistiske satsning i den danske medieverden i mange, mange år. 32 journalister vil hver dag levere nyheder døgnet rundt, der handler om livet og udviklingen i storbyerne. Hver redaktion har sin egen redaktør og syv journalister, der vil skrive kritisk og kærligt om deres by,« siger han.

Du kan følge den nye journalistik på din mobiltelefon og computer. Når du har valgt din storby, vil du få artikler, som er målrettet dig og der, hvor du bor. Hver storby får sin egen side på bt.dk.

Og Mette Rask Bentzen kommer med en klar opfordring til aalborgenserne:

»Giv os gode råd, tips og idéer til historier, som I mener, vi skal kigge på. Vi tager imod alt: stort som småt, det sjove og det alvorlige. Og så er der altid åbent på redaktionen – vi vil gerne have besøg,« lyder meldingen fra redaktionschefen.