En historisk vielse, et bryllup med kanalrundfart og et ægteskab, som de færreste troede ville holde.
Kom med til tre forskellige kendisbryllupper i tre forskellige årtier.
10erne: Stig Elling og Steen Andersen
Blot otte dage efter at forbuddet mod kirkelige vielser af homoseksuelle blev ophævet i 2012, blev Stig Elling og Steen Andersen gift efter at have dannet par i 25 år. De havde egentlig besluttet, at det kun skulle være de to, men da de mødte op i kirken, var der både mødt presse, familie og venner op.
Som medlem af De Konservative kæmpede rejsekongen Stig Elling længe for at få lov til at gifte sig i kirken med sin Steen, som han har dannet par med siden 1987. For han havde taget det på sig at bane vejen politisk.
»Jeg havde kæmpet i lang tid med at få kirkevielser af homoseksuelle igennem i Folketinget, for jeg mente virkelig, at det var uden ret og rimelighed, at det ikke var lovligt. I den forbindelse havde jeg også været mange gange i medierne i håbet om at kunne skære igennem og få en lovændring på dagsordenen,« fortæller Stig Elling.
Derfor var det også vigtigt for Stig, at han og Steen blev et af de første homoseksuelle par i Danmark, der sagde ja til hinanden ved alteret.
Og det gjorde de så 15. juni 2012 i Frederiksberg Kirke.
Hvordan husker I dagen?
Steen: »Det var en rolig morgen trods nerverne, og efter vi havde spist morgenmad og klædt os på, kørte vi over til kirken. Da vi ankom, blev vi utrolig overraskede. Der var mødt presse op fra både ind- og udland – endda russisk presse dækkede brylluppet, og vi kom i både russisk og fransk tv.«
Siden er parret flere gange blevet inviteret til Frankrig for at stille op til interview, fordi Frankrig er længere bagud hvad angår homoseksuelles rettigheder.
Steen: »Vi blev meget overvældede, for vi havde egentlig besluttet, at det skulle være en stille og rolig vielse kun for os to, men da vi kom, stod to af vores meget gode venner og min storebror foran kirken, så de fik lov til at komme med ind. Så vi var kun os fem i kirken.«
Stig: »Vi havde ikke så lang tid til at planlægge det, da det havde værdi for os, at vi var de første, når vi nu havde taget på os at bane vejen. Vi ville gerne statuere et eksempel og vise offentligheden, at to mænd kan gifte sig.«
Præsten var selv homoseksuel og havde pyntet kirken op, og der blev sunget 'Det er så yndigt at følges ad'.
Steen: »Det var et højdepunkt, at det kunne lade sig gøre. Vi er begge troende, så det betød meget at blive viet i kirken. Det var meget rørende, og vi fældede begge en tåre.«
Stig: »Da vi så kom ud af kirken, var der mødt endnu flere folk fra pressen op, og vi blev nærmest væltet omkuld. Blitzene blændede os fuldstændig.«
Steen: »Vi havde tænkt os at gå over og sejle på kanalen i Frederiksberg Have og drikke et glas champagne. Det fortalte vi pressen, så de kunne få lov at tage de billeder, de ville. Frederiksberg Have er meget charmerende, og vi går mange ture derovre, og den dag var vejret smukt, så det gav god mening.«
00erne: Lene og Anders Beier
Lene Beier mødte sin mand, da de arbejdede på samme sushirestaurant. Derfor var sushi selvfølgelig også en del af menuen, da de to sagde ja til hinanden en sommerdag i 2006, der var så varm, at folk drak som vanvittige og festede til den lyse morgen.
Lene og Anders Beier blev gift i august 2006 i Vor Frue Kirke, da det var den eneste kirke i København, en af dem havde en relation til.
»Min mand har sunget i Københavns Drengekor som barn, og de holdt til derinde, så det var den eneste kirke i København, en af os havde et forhold til.«
Efter vielsen gik de igennem Københavns gader med hele familien efter dem, og så skulle de ud og sejle kanalrundfart og drikke champagne. Lenes mor havde bagt cupcakes med hjerter på, og så var der ellers sightseeing, for Lenes jyske familie skulle selvfølgelig også se lidt af København inden selve festen, der skulle holdes i et festlokale i Store Kannikestræde.
Hvad var der på menuen?
»Anders og jeg mødte hinanden på en sushirestaurant, hvor vi begge arbejdede. Derfor skulle vi selvfølgelig have sushi til forret. Maden kom fra den restaurant, vi arbejdede på, og nogle af de andre ansatte hjalp med at servere til brylluppet og var med til festen bagefter.«
Der er en særlig historie bag parrets vielsesringe, der startede i New York året før brylluppet, hvor de var derovre for at besøge nogle venner.
»En aften, da vi var på vej hjem fra en bytur, samlede den ene af vores venner et armbånd op, der lå i rendestenen. Han gav mig det på i fuldskab, og da vi kom tilbage til hotellet, tog jeg det af og kastede det over i min toilettaske. Og så tænkte jeg ikke mere over det, før jeg var i Danmark og pakkede ud.«
»Jeg syntes, at det så ud til at være lidt værd, så vi tog det med ned til en butik, der hed Ghita Ring på Gammel Kongevej. Det viste sig, at det var 18 karat guld med 20 brillanter i,« fortæller Lene Beier.
»Anders og jeg besluttede os for at holde det hemmeligt for vores venner, og vi fik smeltet armbåndet om til Anders' vielsesring og tog tre af brillanterne og satte i min ring.«
»Til brylluppet under Anders' tale, gav han så en lille pose med fem brillanter til de to venner, der var med i New York, så de kunne bruge det til deres fremtidige koner. Så hver gang, jeg kigger på min ring, tænker jeg tilbage på den nat i New York.«
Hvad tror du, gæsterne husker bedst fra dagen?
»Jeg tror, at det, alle kan huske, hvis de tænker tilbage på vores bryllup, er, at det var så enormt varmt. Det var ikke muligt at åbne vinduerne i festlokalet, for de var haspet til, og da det var 30 grader udenfor, måtte vi sætte blæsere overalt i lokalet.«
»Og varmen gjorde jo så, at folk drak som vanvittige, og de blev megastive, så det blev en vild fest. Vi festede bogstaveligt talt til den lyse morgen.«
80erne: Suzanne Bjerrehuus og Asger Aamund
Da Asger Aamund og Suzanne Bjerrehuus giftede sig i 1988, var der en mærkelig stemning til festen hjemme i parrets lejlighed.
Asger Aamund havde friet til Suzanne Bjerrehuus to måneder efter at have mødt hende til en singlefest hjemme hos hende. Og da de begge havde et rigt kærlighedsliv bag sig, havde mange af gæsterne til deres bryllup en manglende tiltro til, at ægteskabet ville holde.
Men den manglende tiltro må efterhånden siges at være blevet gjort til skamme. For Suzanne og Asger blev gift 22. januar 1988, og de er stadig sammen.
Hvordan forløb festen?
Asger: »Der var en speciel stemning til middagen. Jeg havde et par veninder rundt omkring i verden, da jeg mødte Suzanne, og hun havde også et rigt kærlighedsliv. Men modsat mig, der altid endte i forhold med gråd og brændte broer, havde hun den evne at bevare et nært forhold til alle sine ekskærester og sin eksmand. De var med til festen, og det havde jeg ikke noget problem med, men fordi folk vidste, hvordan vi begge havde levet, var de overbeviste om, at vores ægteskab ikke kom til at holde i mere end tre måneder.«
»Men den overbevisning bidrog også til stemningen, så folk tænkte, at de hellere måtte give den hele armen. Så der var en fantastisk god stemning fra starten, og alle Suzannes veninder var der, hendes ekskærester, australske eksmand og familie. Jeg havde selvfølgelig også mine venner med og familie, men de var mere tilbageholdende.«
Maden fik de fra Raadvad Kro, og ellers bød middagen på en masse gode taler.
Asger: »I min egen tale blev jeg jo nødt til at nævne det, de alle tænkte. Jeg forsøgte at skabe min egen lignelse og beskrev polarforskeren Robert Falcon Scott, der trodser Antarktis i storm for at nå Sydpolen som den første. Da han endelig når frem, står der allerede et norsk flag. Han døde på vejen hjem af sorg og elendighed, fordi han ikke kunne klare nederlaget. Men det var jo bare ét enkelt flag. Tænk på mig, der kommer kravlende ned over Sydpolen, og jeg ser ikke bare ét enkelt norsk flag, jeg ser hele FN's flagallé. Det skal der et par brede skuldre til at bære.«
Efter Asgers tale var der en gæst, der rejste sig.
Asger: »Det var Ole, faren til Suzannes søn, Oliver, og han sagde: 'Der er åbenbart en hel del fra den flagallé til stede i aften – kan I ikke rejse jer op allesammen?' Så det måtte de jo gøre. Og de var der jo med koner og kærester, men der var ingen vej uden om. Så rejste Suzanne sig op og kiggede med et jernblik ud over flokken og fik så øje på en, der ikke havde rejst sig. Han kunne ikke være i sig selv, for han var lige blevet gift, men rejste sig så. Det lyder mærkværdigt, men der opstod nærmest et broderskab blandt mændene.«
Suzanne: »Under bryllupsmiddagen om aftenen sad jeg for enden af bordet som en dronning i min røde prins pilfinger-brudekjole og skuede ud over de 64 gæster. Når jeg har været til bryllup, så har gæsterne altid været gladere end til andre fester. For når to mennesker giver sig selv til hinanden med kærlighed og med viljen til at være sammen resten af livet, så står de i en tryllekreds af livskraft, håb og glæde, der rækker ud og omfatter alle, der er i nærheden. Denne kraft var der også ved vores bryllup.«
