Ulf Pilgaard siger farvel til mange ting og mange mennesker i disse år, men heldigvis har han også for nylig sagt et stort goddag til kærligheden i form af Annette, som sendte en besked på Messenger – helt uden bagtanker.

I sommeren 2018 måtte Ulf Pilgaard trække sig fra Cirkusrevyen i tre uger på grund af mavesår, brækkede ribben og diarré. Han fortæller grinende, at alle troede, at han var ved at dø – undtagen ham selv – og han fik da også kæmpet sig tilbage på scenen og var med til at afslutte sæsonen ude på Bakken. Kort efter fik han en besked på Messenger fra en kvinde i Aarhus:

»'Nej, hvor er det dejligt at se dig tilbage på de skrå brædder,' skrev hun. Jeg kiggede på hendes billede, og jeg syntes simpelthen, at hun så så sød ud. Så jeg skrev tilbage: 'Tak skal du have, og du ser vel nok sød ud.' Hun skrev igen, og jamen, ja, pludselig havde vi en længere korrespondance, der endte med, at jeg spurgte, om hun ikke havde lyst til at kommen en tur herover, så vi kunne hilse rigtigt på hinanden.«

Kvinden hed Annette Bavnhøj, og i dag er hun og Ulf kærester. Ulf lyser op som en teenager, når han taler om hende, og det er dejligt at se, fordi han lige forinden har været meget berørt og ked af det.

Når man har rundet de 80 år, er der statistisk set flere og flere døre, der begynder at lukke, og det har Ulf tydeligt mærket igennem det seneste halvandet års tid, hvor han har mistet hele tre mennesker, der stod ham meget nær. Barndomsvennen Ole Michelsen, sin lillebror, Sune, og ikke mindst sin ældste søn, Mikkel, der kun blev 48 år.

Ulf Pilgaard inviterer indenfor i den store villa, han har boet alene i, siden hans kone, Gitte, i 2016 døde af demenssygdommen Huntingtons chorea. I erindringsbogen 'Hellere halvgammel end helt død', der udkom sidst i august, fortæller Ulf, at han efter Gittes død følte sig som et halvt menneske, fordi Gitte altid havde været den anden halvdel af ham.

Han savner hende stadig hver eneste dag, men han har dog formået at fortsætte sit liv, og lige nu har han så travlt som aldrig før. Han er i gang med sin sidste sæson i Cirkusrevyen, der på grund af corona er blevet forlænget til 3. oktober.

Allerede 10. oktober begynder han sammen med revymanden Lukas Birch en længere turné med talkshowet 'Alletiders Ulf'. Et show, hvor der stilles skarpt på hele Ulfs liv såvel på scenen, som når projektørerne slukker.

Skuespiller og komiker Ulf Pilgaard
Skuespiller og komiker Ulf Pilgaard Foto: Les Kaner
Vis mere

Hvordan er det for dig at spille din sidste sæson i Cirkusrevyen?

»Selvfølgelig er det jo mærkeligt. Og også en lille smule skræmmende. Det har været sådan en fast holdeplads på mange måder. Jeg kommer i allerhøjeste grad til at savne det sociale fællesskab, vi har derude. Og så er der jo også det økonomiske i det. Cirkusrevyen har også været et fast økonomisk holdepunkt for mig i 40 år, og jeg bliver nødt til at tage stilling til, hvad der skal ske fremover, når jeg ikke længere har den indtægt hver sommer.«

Tænker du over, når du går på scenen, at nu er der kun x antal gange tilbage?

»Nej, det gør jeg egentlig ikke. Men efterhånden som vi nærmer os slutningen, kan jeg mærke, at det er vemodigt. Der er også noget meget følelsesmæssigt i at mærke publikum. Det er utrolig rørende at opleve, at publikum aften efter aften rejser sig op og klapper efter forestillingen, og det føler jeg en stor, stor taknemmelighed over.«

Ud over at sige farvel til det faste arbejdsmæssige holdepunkt på Bakken har Ulf måttet sige farvel til flere vigtige mennesker i sit liv. I foråret 2020 mistede han sin livslange ven, journalisten og filmanmelderen Ole Michelsen, som han havde kendt siden 6. klasse, og i år døde hans lillebror, Sune.

»Ja … det er en lille smule skræmmende, at mennesker, man har kendt hele livet, begynder at falde fra. Min lillebror. Min gode ven Ole. Det er så trist. Det er så mærkeligt, at man ikke lige kan tage røret og tage en snak, men det er klart, at når man når den her alder, så siger man hele tiden farvel. Sådan er livet jo. Det stopper så bare nogle gange lidt for tidligt for nogle.«

Som for eksempel for din søn Mikkel, som du mistede i april?

»Ja, og det er stadig meget svært for mig at snakke om, faktisk. Fordi det kom så pludseligt og lige midt i en periode, hvor jeg slet ikke var forberedt. Tværtimod havde jeg sindssygt travlt, for det var hen mod slutningen af prøveperioden på Cirkusrevyen, så jeg var …«

Han holder en pause, og hans øjne bliver helt mørke.

»Jeg var nødt til at fortrænge det lidt, og samtidig er det overhovedet ikke fortrængt, for det ligger der jo bare. Det er jo så forfærdeligt at miste … han er jo stadig min søn. Mit barn.«

Han holder en længere pause. Kæmper med stemmen og tårerne.

»Mikkel var så syg, desværre. Han var skizofren. Og det er selvfølgelig det, der har gjort, at han kom fuldstændig skævt ind på alting og aldrig fik sig en uddannelse, selvom han var glimrende godt begavet. Som skizofren havde han ingen sygdomserkendelse, og derfor tog han ikke den medicin, der var nødvendig.«

»I stedet selvmedicinerede han sig, som det hedder. Med junkfood. Med hash. Og med stærk øl. Når han var påvirket, var han fuldstændig umulig, og så kunne man ikke kommunikere med ham. Når han var ædru, var han jo den samme gamle Mikkel og en kærlig, kærlig dreng.«

Havde du slet ikke set det komme, da Mikkel døde?

»Nej, tværtimod. Han havde i lang tid klippet sig helt skaldet, hvilket ikke klædte ham særlig godt, men da han kom til min 80-års fødselsdag sidste efterår, havde han ladet håret vokse, og han så helt klar ud i øjnene. Og der tænkte jeg bare: 'Yes, mand.'«

Så du troede, han var på rette vej?

»Ja. Men det går op og ned med den sygdom. Og pludselig en dag stod der tre betjente uden for døren … det var et chok. Der er noget helt galt i rækkefølgen, når ens børn dør. Det er det ultimative tab, og sorgen går aldrig nogensinde væk. Der går ikke en dag, uden at jeg tænker på ham.«

Heldigvis er der også sket noget lykkeligt for Ulf, for han har fundet kærligheden igen. Annette, som skrev til ham i 2018, er i dag en vigtig del af hans liv, og han glæder sig til, at de kan få mere tid til at ses, når hans hektiske efterårsprogram er overstået.

»Det viste sig ret hurtigt, da vi begyndte at tale sammen, at vi havde fælles baggrund. Hendes far havde været præst meget tæt på det sogn, hvor min far startede med at være præst, og hendes storebror er provst i Hadsund. Jeg er jo opvokset med alt det kirkelige på grund af min far, og jeg læste også selv teologi på et tidspunkt. Så der var nogle berøringspunkter, som var helt tydelige, og der var grobund for noget imellem os.«

Har du efterfølgende spurgt Annette, om hun skrev til dig af et helt rent hjerte – eller var hun mon 'ude på noget'?

Han griner højt.

»Nej, nej, det var hun ikke. Nej, nej. Det kom bag på hende. Det var fandeme mig. Det var af et rent hjerte fra hendes side – hun syntes bare, det var skønt, at jeg kunne stå distancen og komme tilbage på scenen efter min sygdom. Så det kom sgu bag på hende, at jeg skrev. Hun er jo også noget yngre, må man sige. Hun er 56 år.«

Hvad tænkte du om det?

»Det spekulerede jeg virkelig ikke på. Men jeg er imponeret over, at hun kunne falde for mig – det er da klart. Også selvom jeg kender adskillige andre, der har haft kærester, der netop er de der 25-30 år yngre.«

Skuespiller og komiker Ulf Pilgaard
Skuespiller og komiker Ulf Pilgaard Foto: Les Kaner
Vis mere

Har hun tænkt nogen tanker om det?

»Ja, ja, men det rører hende ikke. Og det er jo sindssygt dejligt.«

Hvordan var det at møde hende første gang?

»Jamen, det var rigtig, rigtig hyggeligt. Hun er en bedårende pige. Der er ikke så meget af rafle om. Og en begavet pige. Vi kan lide de samme ting.«

Hvad?

»Ja, altså … at holde hinanden i hånden …«

Han griner og ligner pludselig en meget ung mand.

Punktum?

»Ja, altså … men det bliver jo meget privat, og sådan vil jeg helst have, at det forbliver. Sådan havde jeg det også med Gitte. Og Annette kender i øvrigt glimrende til Gitte.«

Han ser alvorlig ud igen.

»Gitte var og er jo stadigvæk min elskede kone, som blev ramt af den der forfærdelige sygdom. Hende kan jeg jo heller ikke glemme. Og det accepterer Annette fuldstændigt. Vi har begge erfaringer med os fra hele livet. Annette har også været igennem lidt af hvert. Og hun er en stærk pige, simpelthen.«

»Ud over at hun er sygeplejerske, kan hun alt med haver og blomster, og hjemme i Aarhus har hun den mest fantastiske have med et væld af buske og blomster, der bare gror og gror.«

Foto: Kasper Bax Lindhardt
Vis mere

»Vi har talt om at flytte sammen – selvfølgelig – men jeg har simpelthen så travlt i øjeblikket, og Annette synes, at det er røvkedeligt at være her i huset, når jeg er så meget væk. Så vil hun hellere være hjemme ved sin egen have. Huset her er alt for stort for mig at have alene, så det ryger nok på et tidspunkt.«

Havde du regnet med at finde kærligheden igen – og havde du ledt efter den?

»Nej, det havde jeg sgu ikke. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg kunne nøjes med at have lidt kvindelige bekendtskaber hist og pist. Det er jo også en måde at leve på. Men det er selvfølgelig noget andet at binde sig til en bestemt.«

Hvad er det vigtigste i et forhold, hvis man spørger dig?

»Jamen, det er fortroligheden, du. Det er altså meget værd at kunne udveksle intimiteter med hinanden. Ting, man ellers holder for sig selv, men som er dejlige at dele med en anden. Bare det at kunne sidde sammen på en restaurant og tale om de andre gæster …«

Han lyser op i et stort smil.

»Sådan en helt åndssvag ting – det er guld værd. Hvis man sidder alene på en restaurant, så sidder man jo bare og glor ud ad vinduet.«

Og hvordan med det intime, med lystfølelsen?

»Nååå ja … selve … ja, det har altid betydet meget for mig som mand, altså. Og i det hele taget også som menneske. Gennem livet har jeg mødt både mænd og kvinder, som nærmest er kønsløse, og som totalt har mistet deres libido. Men det er da en meget, meget væsentlig del af os, lysten, der sidder – ja, hvor fa'en sidder den? Oppe i hovedet?«

Når Ulf bliver bedt om at kigge frem i tiden, fortæller han, at han er begyndt at glæde sig til at holde lidt mere fri. Men han vil stadig gerne arbejde, og i den sammenhæng vil han gerne slå et slag for, at ældre skuespillere bruges mere, end de gør i dag.

Han skal også have kigget på økonomien, nu hvor Cirkusrevyen er slut for hans vedkommende, så der er nok at tage sig til. Der er dog én ting, han er holdt op med.

»Jeg er holdt op med at sige 'HVIS jeg en dag dør' …«