Susanne Kovács' farmor og farfar var jøder. Hendes mor er tysker. Og hun selv – burde aldrig have været født.
I hvert fald ikke, hvis hendes farfar havde fået sin vilje.
Alle familier har en historie. Susanne Kovács' familiehistorie er filtret ind i verdenshistorien – og indfarvet af skyld, skam og traumatiske oplevelser.
»Vi er i historiens vold. Min farmor blev kz-fange, det kunne hun ikke gøre for. Min mor var tysk, det kunne jeg ikke gøre for. Men det satte os i et forhold til hinanden, hvor verdenshistorien har styret vores relation,« siger Susanne Kovács.
Hun elsker både sin farmor og farfar.
»Særligt min farmor var på mange måder utroligt sød, men jeg kunne også mærke, at hun havde det svært med mig, fordi jeg havde en tysk mor. Jeg var altid usikker på, om hun elskede mig.«
Som barn drømte Susanne om at være tættere på sin farmor og være 'andet end det besværlige tyske barnebarn'.
Hun har lavet en film om, hvordan de oplevelser som nazisterne, udsatte hendes farmor og farfar for under krigen, har præget hendes families liv i tre generationer. Men for at forstå hende skal vi først tilbage i tiden – til en af mange sommerferier, som Susanne Kovács holdt hos sin farmor og farfar.
Det var gode ferier fyldt med ture i zoo og solskin i parcelhushaven. Men det var også ferier præget af farfarens temperament og farmorens tungsind.
»Min farfar kunne blive enormt vred, mens hun var dramatisk og lidt strid. Hun holdt mig ud i strakt arm og på afstand. Selvom der var masser af kærlighed, var den også forstyrret af de forskellige steder, vi kom fra.«
Susanne kan ikke huske, hvad der antændte vreden den konkrete sommerdag, hvor hun var syv-otte år. Måske havde de kigget i fotoalbum fra bedsteforældrenes jødiske opvækst i Ungarn. Måske havde de dvælet ved billedet af farmorens to små nevøer, der på billedet var omtrent på Susannes alder. Måske havde bedsteforældrene – igen – fortalt hende historien om, hvordan begge drenge blev henrettet af nazisterne.
Hun husker til gengæld tydeligt farfarens vrede.
»Hvordan har du det med det?« spurgte han, og derfra spruttede og glødede vreden og ulykken i ham, til den kogte over, og han i raseri råbte – ad hende.
For med sin tyske mor og en morfar, der kæmpede på tysk side under krigen, blev hun – i øjeblikket – billedet på det onde.
»Det var, som om jeg skulle stå til regnskab.«
Hun flygtede ud på toilettet og låste sig inde i timevis, mens hans fortsatte med at råbe gennem døren: 'Er du klar over, at dine mors forældre er mordere…'
Susanne Kovács græd. Hun var bange for raseriet, men hun havde også ondt af sin farfar. For der var ikke kun vrede, men også fortvivlelse i hans øjne.
Hun vidste, at hendes farmor og farfar havde oplevet det værste, at de havde overlevet mod alle odds – og at intet, som hun selv, hendes far eller mor nogensinde ville opleve, kunne sammenlignes med den smerte, bedsteforældrene havde udholdt.
»Men de erfaringer eller krigstraumer, som mine bedsteforældre har oplevet, har ikke kun sat sig i deres egne kroppe. De sidder også i min fars krop – og på en måde også i min,« forklarer hun.
Historien om Susanne Kovács' familie er historien om, hvordan krig ødelægger mennesker. Og selvom de, der overlevede, mere end noget andet ønskede at lægge fortiden bag sig, så kaster den lange skygger ind i flere generationer.
Det viser hun i dokumentarfilmen 'De skygger vi arver', der onsdag den 22. januar vises på DR2.
I løbet af kun 12 uger blev 500.000 ungarske jøder i sommeren 1943 myrdet af nazisterne. Susanne Kovács' farmor og farfar blev ikke slået ihjel, de var unge og stærke og blev i stedet sendt i arbejds- og konzentrationslejre.
I arbejdslejrene Ravensbrück i Tyskland og Mauthausen i Østrig sled de sig gennem krigen, indtil amerikanerne endelig den 5. maj 1945 befriede dem. Da var Susannes farmor, Eva Kovács, med egne ord 'helt afmattet', lusebefængt og kun skind og ben. Det kan ikke undgå at præge et menneske.
»I dag ville man nok sige, at mine bedsteforældre havde PTSD eller stress. Men dengang var der ikke noget sprog for det eller nogen form for hjælp at få. I dag ville de være blevet behandlet for krigstraumer på Center for Torturofre.«
Dengang – i de første dage af maj for 75 år siden – rejste de befriede jøder blot tilbage til deres hjembyer. Konstaterede, at deres familier var udslettet (hendes farfar havde mistet både sin mor, sin far og 18 slægtninge). Og så fortsatte de ellers deres liv, med ulykkerne pakket forsvarligt ned i den mentale bagage.
Susanne Kovács' farmor og farfar ønskede at glemme, at tilgive og at komme videre med deres liv. I 50'erne flygtede de fra det kommunistiske styre i Ungarn og kom til Danmark, hvor de fik et hjem, job og en stor omgangskreds.
Udadtil talte de aldrig om krigen, men indadtil prægede oplevelserne familielivet. Hendes far voksede op i et hjem, der var præget af vrede – og vold.
Susanne Kovács selv er aldrig blevet slået, men oplevede – som den sommer på badeværelset – flere gange det ubændige raseri og fortvivlelsen, der lå gemt i hendes bedsteforældre.
»Jeg elskede mine bedsteforældre, men min farfar kunne blive enormt vred. Mens min farmor både var sød, men også var en krævende person, der var strid på nogle punkter.«
Det viste hun blandt andet ved barnebarnets 11-års fødselsdag, hvor bedsteforældrene kom til Flensborg for at fejre hende. Susanne Kovács ville gerne sidde sammen med sine tyske kusiner, men farmoren begyndte at græde, fordi 'hun ville sidde ved siden af fødselsdagsbarnet'.
»Hun opførte sig som et barn og græd alle de dage, hun var der, fordi hun ikke kunne holde ud at være i Tyskland.«
Udadtil forsøgte bedsteforældrene at tilgive fortidens synder, men indadtil var det umuligt at lægge dæmonerne bag sig.
Da Susanne Kovács' far i frihedsrusen efter krigen i de frie 70'ere mødte hendes tyske mor, troede de unge, at kærligheden ville overvinde alt – også skyggerne fra krigsårene, men forholdet satte bedsteforældrenes vilje til tilgivelse på en hård prøve.
De arrangerede brylluppet for deres søn og hans tyske udkårne i 1975.
Men da det unge par kort efter fortalte, at de ventede barn, var farfarens eneste kommentar:
»Det kan der ikke blive tale om. Det skal være en abort.« Han ville under ingen omstændigheder have et tysk barnebarn.
»Det er ikke logisk, det er ikke sort-hvidt. Det er følelser. Og dem har det ikke været muligt at tale om før i tredje generation efter krigen,« siger Susanne Kovács, der først som voksen, efter farfarens død, fik mulighed for at konfrontere sin farmor med deres fælles historie og verdenshistorien.
