Ved uddelingen af Michelin-stjerner mandag aften kunne René Mammen med restaurant Substans åbne ballet med manér.

De fik nemlig genvundet en Michelin-stjerne ved den årlige uddeling.

»Vi er voldsomt glade. Lige nu sidder jeg sammen med min kone og tre børn og får et glas bobler,« siger René Mammen, der ejer Substans sammen med sin kone.

Restaurant Substans fik dog ikke en stjerne sidste år, da den var midlertidigt lukket. Restauranten skulle nemlig flytte og åbne i nye lokaler på Aarhus Ø.

Dermed mistede Substans deres ene stjerne ved flytningen i 2019.

Ovenpå en pandemi, nedlukning og en flytning af restauranten er René Mammen stolt over at være med i Michelin Guide igen.

»Vi er helt vildt glade for at være med i guiden igen. Vi synes også, at vi hører til der.«

»Corona har været hård ved alle restaurantejere. Også os. Derfor er det et kæmpe skulderklap, som vi har fået. Vi  håber, at stjernen vil medføre nogle flere internationale gæster, og at vi kan have fyldt hus hver aften. Men det er nok ikke realistisk,« siger Rene Mammen med et grin.

Ved aftenens uddeling fastholdt både Restaurant Domestic, Frederikshøj og Gastromé hver deres ene Michelin-stjerne. Dermed har Aarhus nu fire Michelin-restauranter.

Restaurant Domestic vandt også en grøn kløver for deres arbejde med bæredygtig mad.

Derudover har frokost og smørrebrødsrestauranten Anx, der er ejet af Wassim Hallal, fået en Bib Gourmand.

Guide Michelin uddeler Bib Gourmand til restauranter, der serverer god mad til rimelige priser.

Opdateres …