»Det kan simpelthen ikke passe, man ikke kan få hjælp via sundhedsvæsenet, når man reelt står og ønsker hjælp.«
Sådan lyder en beskrivelse fra Frank Mortensen om sit forsøg på at få lægehjælp, da han var blevet syg. Han er bare en af stribevis af danskere, som er blevet mødt af en mur i et forsøg på at blive tilset af en læge grundet restriktioner under coronakrisen.
Tal fra Patienterstatningen viser, at næsten 200 personer har søgt erstatning for manglende behandling grundet coronavirus. Og det er formentlig bare toppen af isbjerget.
Frank Mortensen har beskrevet sin sag til B.T. Han har ikke selv klaget over sin sag, men er en af flere, som har haft en oplevelse af et besværligt system.
Her fortæller han, at han i den forgangne weekend ringede til vagtlægen, da hans hals var hævet. Det første, han fik at vide, var, at han skulle testes for corona – en kviktest er fin. Den test fik Frank Mortensen, og svaret var negativ. Så kontaktede han igen vagtlægen, der ikke ønskede at se ham, da han ingen 'belægning' havde i halsen.
I løbet af weekenden udviklede sygdommen sig.
»Søndag morgen, efter at have leget læge på mig selv, kan jeg se, der er lidt belægning i min hals. Så ringer jeg igen til vagtlægen, da jeg er pænt generet i at trække vejret pga. hævede mandler og svælg. Jeg får at vide, at jeg skal bruge en pcr-test, da de ellers ikke vil se mig,« beskriver Frank Mortensen.
Han fortæller videre, at han bliver testet flere gange om ugen på sit arbejde og derfor er ret sikker på, han ikke har coronavirus.
»Jeg ringer oprigtigt, fordi jeg gerne vil vide, om jeg har en reel halsbetændelse eller en allergisk reaktion, da jeg ved, jeg ikke har corona,« lyder det fra Frank Mortensen.
»Nu må I vågne lidt op, for det, der er sagt om, man bare skal ringe, stemmer ikke overens med virkeligheden,« beskriver Frank Mortensen.
Han er langtfra alene om den slags oplevelser.
En hurtig søgning på nettet viser mange lignende historier. Herunder er et lille udpluk.
30. oktober 2020 har TVMidtvest beskrevet, hvordan den syge 89-årige Erik Maabjerg ikke kunne blive tilset af en læge grundet frygt for coronavirus.
24. november 2020 har DR beskrevet, hvordan den 27-årige Kristina Radka Nielsen, der var ved at dø af meningitis, ikke kunne blive tilset af en læge fysisk grundet frygt for coronavirus.
9. januar er det nok en gang TVMidtvest, som fortæller, hvordan den toårige Kastanje ikke kunne blive tilset af en læge, da hun grundet sin alder er svær at få foretaget en coronatest på.
Og 8. november 2020 kunne man i B.T. læse Pia Elkjær Hansens beretning om, hvordan hendes ægtefælle gennem 46 år, Poul Henning Hansen, gik bort på grund af akut meningitis, efter en række læger afviste at tilse ham.
Vi har fået i alt 192 sager, hvor folk mener, de er blevet mere syge, end de var, hvis de havde fået coronaKaren-Inger Bast, direktør hos Patienterstatningen
Og det er ikke kun her, man mærker de problematikker, som coronavirus-restriktioner giver almindelige mennesker i mødet med sundhedsvæsenet.
Også hos Patienterstatningen har man en række sager. Det viser Patienterstatningens egne tal.
I alt har man modtaget 192 sager om 'manglende behandling af anden sygdom pga. restriktioner', som det hedder, siden coronavirus brød ud.
Indtil videre er ni sager blevet anerkendt, 44 er afvist, og 139 er endnu ikke afgjort.
»Vi har fået i alt 192 sager, hvor folk mener, de er blevet mere syge, end de var, fordi deres behandling blev forsinket på grund af nedlukningen i sundhedsvæsnet. Det kan være kræft eller en blodprop,« siger direktøren for Patienterstatningen, Karen-Inger Bast, til B.T.
De sager, Patienterstatningen modtager, er efter alt at dømme kun toppen af isbjerget.
Hos Patienterstatningen er sagerne nemlig kun relevante, hvis man er blevet mere syg af, at man ikke har kunnet få lægebehandling grundet coronavirus.
»Vi er bekymrede for, at der er mange, som ikke ved, at de kan have ret til erstatning, hvis de har fået udskudt behandling for en akut eller livstruende sygdom. Her kan være et stort mørketal. Og det kan vi selvfølgelig ikke måle. Og så regner jeg også med, at mange nok har udskudt deres besøg hos lægen på grund af corona-travlhed,« siger Karen-Inger Bast.

Da coronaepidemien brød ud i fuldt flor sidste forår, blev det besluttet, at læger og sygehuse skulle prioritere covid-19-patienter. Ellers var det kun akut syge, der kunne få lægehjælp og behandling.
Til det siger Karen-Inger Bast:
»Covid-19-situationen er lidt speciel, da det har gjort det sværere at komme til læge. Og derfor kan de ikke sammenlignes med andre erstatningssager,« siger hun og fortæller, at mængden af erstatningssager grundet coronavirus ser ud til at være aftaget.
»Men man indberetter ikke de her sager, dagen efter det er fundet sted. Så der kan stadig dukke en række sager op fra coronatiden.«
Hos de praktiserende lægers organisation, PLO, forklarer man til B.T., at lægerne skal følge de retningslinjer, der er udstukket af Sundhedsstyrelsen.
De er sat i værk for at undgå potentiel spredning af coronavirus. Og derfor er der krav om test, inden man kan blive tilset af en læge.

