Den er menneskets bedste ven, og så er den en af den slags venner, som man faktisk har måttet kramme og bruge masser af tid med det seneste år.

Derfor er det måske heller ikke underligt, at den er blevet mere populær i den seneste tid.

Der er selvfølgelig tale om hunden.

Flere og flere danskere har nemlig fået øjnene op for at anskaffe sig en lille hundehvalp.

Golden Retriever hvalp
Golden Retriever hvalp Foto: Michael Bothager
Vis mere

Det skriver Nordjyske.

Konsekvensen er, at priserne er steget markant, og at hundekennelerne har fuldstændig udsolgt.

»Den stigende efterspørgsel startede sidste forår, og hen over sommeren gik det rigtig stærkt. Jeg tror, folk er kommet til at gå hjemme, og flere er begyndt at komme meget mere ud i naturen, og så er det rart at have en firbenet ven med. Jeg håber bare, at folk sætter sig ind i, hvad det kræver, og at det ikke er en her og nu-ting. Men det er lidt bekymrende, at der er så stor mangel på hunde. Der er nok nogen, der ikke sætter sig nok ind i det,« siger Karina Fisker, der er leder af Nordjyllands Internat i Hjallerup, til Nordjyske.

En anden kilde, som Nordjyske har talt med, fortæller, at han ser hundehvalpe til helt op til 25.000-30.000 kroner.

Dansk Hunderegister viser desuden, at 2020 var det år af de sidste fem år, hvor der er registreret flest nye hunde.