I maj sker det endelig. Prins Christian skal konfirmeres, og det kommer til at ske i Fredensborg Slotskirke.

Prinsen, der er Kronprinsparrets ældste søn, skulle egentlig have været konfirmeret sidste år, men det blev udskudt på grund af coronavirus.

Den 15. maj klokken 15 bliver konfirmationen dog en realitet, og det bliver kongelig konfessionarius, biskop Henrik Wigh-Poulsen, der skal stå for ritualet.

Efterfølgende vil prinsen blive fejret. Fejringen vil foregå »privat med respekt for de gældende restriktioner«, lyder det i en pressemeddelelse fra Kongehuset.

Regentfamilien samlet foran Fredensborg Slot ved kronprins Frederiks konfirmation for 40 år siden.
Regentfamilien samlet foran Fredensborg Slot ved kronprins Frederiks konfirmation for 40 år siden. Foto: ERIK HOLMBERG
Vis mere

Yderligere detaljer om den 15-årige arveprins' konfirmation vil blive meldt ud senere, oplyses det desuden.

Netop Fredensborg Slotskirke har gennem tiden dannet rammerne for adskillige kongelige konfirmationer. Det var således også her, at prins Christians far, kronprins Frederik, for 40 år siden bekræftede sin egen dåb og dermed tro på kristendommen.

Modsat er Henrik Wigh-Poulsen en ganske uerfaren herre. For selvom han siden 1989 har udøvet sit virke som præst og dermed formentlig også stået i front for en del konfirmationer, bliver ritualet 15. maj noget anderledes.

Det bliver nemlig første gang, han skal stå for en kongelig konfirmation. Siden Henrik Wigh-Poulsen tiltrådte rollen som Kongehusets præst 1. april i 2018, har der nemlig ikke være nogen prinser eller prinsesser at konfirmere. Før nu.

Henrik Wigh-Poulsen.
Henrik Wigh-Poulsen. Foto: Unknown
Vis mere

Foruden at have ansvaret for de kongelige konfirmander har Henrik Wigh-Poulsen også til opgave at stå for gudstjenester, barnedåb, bryllupper og begravelser samt fungere som sjælesørger.

Da han for tre år siden takkede ja til jobbet, udtalte han ifølge Ritzau følgende:

»I den kirkelige jargon siger vi, at man bliver kaldet, og jeg ser det sådan, at jeg er blevet kaldet af Kongehuset.«

»Det er til mig, man kan komme, når man har brug for en præst.«