Sidst, der var kommunalvalg, eksisterede Danmarksdemokraterne slet ikke.

Nu har partiet 123 mandater rundt omkring i landets byråd.

»Danmarksdemokraterne har nu etableret sig,« siger Henrik Bech Seeberg, valgforsker og professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, til B.T.

Han har gennemgået resultaterne fra kommunalvalget tirsdag aften, og der tegner sig et klart billede: 

Danmarksdemokraterne »brager ind«, særligt i de jyske byråd – og især udenfor de store byer.

I Ringkøbing-Skjern Kommune fik Danmarksdemokraterne for eksempel hele 21,7 procent af stemmerne, ligesom partiets lokale folketingsmedlem, Mads Fuglede, indtager borgmesterposten.

I Lemvig Kommune får partiet en endnu større andel af stemmerne med 22,3 procent af stemmerne.

»De klarer sig også hæderligt i de store jyske byer, Aarhus og Aalborg,« siger Henrik Bech Seeberg og henviser til, at Danmarksdemokraterne her får henholdsvis fire og 6,4 procent af stemmerne.

Men det er ikke kun i Jylland, at Danmarksdemokraterne høster stemmer. Også i Lolland Kommune får partiet et særdeles godt valg med hele 16,2 procent af stemmerne.

Faktisk fik partiet i denne kommune så godt et valg, at de slet ikke havde kandidater nok og derfor måtte give et mandat videre.

Henrik Bech Seeberg har overfor B.T. sammenlignet Danmarksdemokraternes kommunalvalgdebut med Moderaternes nedslående valg.

Mens Danmarksdemokraterne fik 123 pladser i landets byråd, fik Moderaterne kun seks.

»Man kan sige det sådan, at Inger Støjberg har slået Lars Løkke i en direkte duel,« lyder det fra Henrik Bech Seeberg.

Læs mere i artiklen herunder.