Rødovre Centrum har ændret mening og bruger nu alligevel omstridt Michael Jackson-figur i udstilling.

Rødovre Centrum har været genstand for massiv kritik på de sociale medier, efter de ikke ville opstille en Michael Jackson-voksfigur som del af en udstilling i vinterferien.

Det skete efter, at en række kunder følte sig krænket over den afdøde musiker, der længe har været mistænkt for pædofile overgreb, skriver TV2 Lorry.

Det førte til, at i hundredvis af Facebook-brugere – både danske og internationale – lavede en regulær shitstorm på Rødovre Centrums Facebook-profil.

Det har nu gjort så stort indtryk på centerledelsen, at man har valgt at ændre holdning i sagen.

Rødovre Centrum annoncerer tirsdag eftermiddag på deres Facebook-side, at de alligevel vil hente voksfiguren ind, og at den kan ses i centeret allerede fra onsdag morgen klokken 10.

'Voksfiguren af Michael Jackson bliver en del af vinterudstillingen i Rødovre Centrum. Rødovre Centrum har fundet, at det var en ukorrekt beslutning at fjerne Michael Jackson-voksfiguren fra den udstilling af figurer af kendte idoler, som centret har opstillet i vinterferien,' skriver de blandt andet i opslaget, hvor også den administrerende direktør, Jesper Andresen, er citeret.

'Det er ingen skam at tænke sig om en ekstra gang, og det er det, vi har gjort. Der er mange og meget forskellige meninger om Michael Jackson, som aldrig blev kendt skyldig i nogen af de beskyldninger, der blev rettet imod ham. Derfor var det en overreaktion at sløjfe ham i udstillingen – og derfor gør vi beslutningen om,' siger Jesper Andreasen.

Opslaget har allerede affødt masser af positive reaktioner fra brugere, der glæder sig til at se Michael Jackson-figuren.