Et forslag om at hæve beboerlicensen til 4.000 kroner om året deler vandene i Københavns Borgerrepræsentation.

Det sker, efter at Ole Birk Olesen, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Liberal Alliance, har foreslået at sætte prisen på beboerlicensen op til 4.000 kroner om året for alle bilejere – det svarer til den dyreste sats, der er i dag.

»Parkeringsproblemerne i dele af København er enorme. Kommunen sælger løs af beboerlicenser i et omfang, som slet ikke matches af et tilsvarende antal parkeringspladser,« lyder det blandt andet.

Han mener, at manglen på parkeringspladser ikke kan løses uden at se på prisen på en beboerlicens. Ved at sætte prisen op vil det, ifølge ham, få flere til at overveje, om de har brug for en bil nummer to.

Men det forslag har skabt stor splittelse blandt partierne i Københavns Borgerrepræsentation.

Dansk Folkeparti kan på ingen måde forene sig med forslaget.

»Det er vi fuldstændig imod. Samtidig rammer han overhovedet ikke plet på situationen ved at fremhæve, at det vil betyde, at flere vil fravælge den anden bil. Det er jo dybt absurd og helt forkert. Det ødelægger de familier, der ikke har et stort rådighedsbeløb,« siger Finn Rudaizky, der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Borgerrepræsentation.

Han understreger, at det for mange borgere er nødvendigt at have en bil, fordi de enten skal transportere deres børn til skole, eller de selv skal bruge den til deres arbejde, der måske ligger langt ude af byen.

Helt anderledes ser man dog på det i SF, der mener, det er et 'fornuftigt forslag'.

»Det er da godt at se, at Liberal Alliance er ved at se og forstå realiteterne om, at der er for mange biler i København,« lyder det fra Klaus Mygind, der medlem af Teknik- og Miljøudvalget for SF.

Dog påpeger han, at man hos SF kun ser, at der skal være én personbilslicens pr. husstand fremover. I dag kan man søge om én licens pr. voksen i husstanden.

Også Socialdemokratiet hilser forslaget velkommen:

»Vi er meget positive omkring at hæve prisen. Dog ser vi, at det skal ske for bil nummer to i husstanden. Lige nu har vi ingen planer om at hæve prisen for den almindelige husstands bil. Vi har dog ikke lagt os fast på hvilken pris endnu,« siger Andreas Keil, medlem af Teknik- og Miljøudvalget for Socialdemokratiet.

Både Socialdemokratiet og SF mener dog, at der skal tages højde for bestemte grupper i forslaget. For eksempel en særlig handicap- eller erhvervslicens, ligesom der skal tages hensyn til håndværkere og forældre, hvor begge har brug for en bil.

Også Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet tilslutter sig forslaget.

»Vi vil gerne se på beboerlicensen. Vi er ikke imod at hæve prisen, men vi har ikke lagt os fast på hvilket niveau,« lyder det i et skriftligt svar fra Mia Nyegaard, medlem af Borgerrepræsentationen for Radikale Venstre.

»Det er fornuftigt at øge prisen på beboerlicensen. Det kan skabe mere omtanke i forhold til, om man vil have en bil holdende eller ej. Vi har desuden en forpligtigelse over for miljøet,« siger Gorm Anker Gunnarsen, medlem af Teknik- og Miljøudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget for Enhedslisten.

»Vi er meget positive, og retningen er den helt rigtige. Jeg synes, det er overraskende og en fin nytænkning fra Liberal Alliance. Retningen er den helt rigtige,« fortæller Kim Hjerrild, medlem af Teknik- og Miljøudvalget for Alternativet.

Anderledes forholder tonen sig hos Venstre og De Konservative. Her er man nemlig, ligesom Dansk Folkeparti, langtfra begejstret.

Ifølge Jens-Kristian Lütken, der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget for Venstre, er der en social slagside i forslaget, som de i partiet ikke vil stå inde for.

»Jeg bryder mig ikke om, at det kun bliver dem med den højeste indkomst, der har en bil. Vi er klart imod, at det skal blive dyrere at være københavner. Der er mange med helt almindelige job, der har brug for at have en bil for at få arbejds- og familieliv til at hænge sammen,« slår han fast.

»Det er dyrt at bo i København, og når man ser på de samlede udgifter for at bo her, så er parkeringsprisen en stor del af det. Nu har vi lige været i valgkamp, hvor alle partier har talt om, at det skal være billigere at bo i København, så det her forslag klinger ret hult i mine ører. Det her hjælper på ingen måde på situationen,« siger Jakob Næsager, medlem af Teknik- og Miljøudvalget for De Konservative.

Prisen på beboerlicenser i Københavns Kommune bestemmes i dag ud fra brændstofforbruget på køretøjet. Her svinger priserne fra 205 kroner årligt for el- og brintbiler, hvor de mere forurenende biler ligger til en beboerlicens mellem 1.015 kroner, 2.030 kroner og 4.060 kroner.