Hvis du er vant til at tage metroen til og fra arbejde, så skal du indtil marts 2022 planlægge din tur mere nøje.

I hvert fald hvis du stiger på linje M1 eller M2 mellem Vanløse og Frederiksberg station i tidsrum 22.00-06.00.

»Man kan sagtens komme afsted, men man skal forvente lidt forlænget rejsetid, da vi har indsat togbusser,« oplyser Metroselskabet.

Metroselskabet er nemlig i gang med at udvide sporerne ved Vanløse station, så kapaciteten på linje M1 og M2 kan øges.

»Der er tale om en væsentlig forøgelse af kapaciteten. Vi kan gennem det her arbejde indsætte otte ekstra tog, som især vil gavne i myldretiden,« lyder det fra  Metroselskabet..

De nye tog vil gradvist blive indsat i driften i løbet af de kommende år, men inden da skal de gennem en lang række tests, og det samme skal sporskifterne ved Vanløse station.

Men inden vi går ind i det nye år, og testene stadig er igang, så skal man altså være opmærksom på ændringer i køreplanen.

Det er nemlig ikke muligt at tjekke ind med rejsekortet og tage med metroen fra sen aften til tidlig morgen i hverdagene mellem Vanløse og Frederiksberg.

»Vi har forsøgt at lægge det i tidsrum, hvor færrest passagerer bliver påvirket af sporarbejdet,« forklarer Metroselskabet, der også kan oplyse, at ferierne bliver fredet i perioden.

»Der vil ikke være sporarbejde i efterårsferien, juleferien eller vinterferien.«

Og derfor vil der den kommende tid blive udsendt mange tweets som dette:

Resten af Metroen er ikke påvirket af arbejdet med de nye sporskifter.