Landets største sportskæde retter nu en skarp kritik mod regeringen for at have lanceret en værdiløs hjælpepakke.

»Lønkompensationen har været en stor hjælp. Men når det handler om kompensation for de faste omkostninger, så er det ikke noget, vi regner som en indtægt,« fortæller Andreas Holm, der er direktør for Sportmaster.

Meldingen kommer, kort før en regeringsnedsat ekspertgruppe onsdag melder ud, hvordan en genåbning af Danmark kan gennemføres, så den giver størst mulig samfundsøkonomisk afkast.

Ekspertgruppen har blandt andet analyseret de økonomiske konsekvenser af at genåbne storcentre, hvor Sportmaster har mange butikker.

Andreas Holm og hans kæde Sportmaster kan ikke bruge regeringens hjælp til at dække faste omkostninger til særligt meget.
Andreas Holm og hans kæde Sportmaster kan ikke bruge regeringens hjælp til at dække faste omkostninger til særligt meget.
Vis mere

Andreas Holm fortæller, at ca. halvdelen af kædens 80 butikker ligger i storcentre og derfor er tvangslukkede. Det burde give en kompensation på ethundrede procent. Men det gør det ikke.

Som B.T. tidligere har beskrevet, betyder den konkrete udformning af hjælpepakken nemlig, at kæder, som har samlet deres butikker under ét CVR-nummer, ikke har mulighed for at blive kompenseret ethundrede procent for de tvangslukkede centerbutikker.

I stedet modregnes virksomheden i forhold til en eventuel omsætning fra de butikker, som ligger på gågaderne.

Det, mener Andreas Holm, er helt forkert.

»Det giver anledning til stor frustration, at en hjælpepakke, som er tiltænkt en hel branche, bortfalder for vores vedkommende på grund af teknikaliteter,« siger han.

Andreas Holm fortæller, at tabet på grund af tvangslukningerne rammer økonomisk hårdt, fordi centerbutikkerne er kædens salgsmotor.

»Det er i centrene, at vores største butikker ligger,« siger han.

Samtidig fortæller han, at udmeldingen om regeringens hjælpepakker i marts faktisk gav Sportsmaster-kæden besvær i stedet for et være en hjælp.

Sportmaster ved Vimmelskaftet i København.
Sportmaster ved Vimmelskaftet i København. Foto: Sportmaster
Vis mere

Pludselig forventede lejere og kreditorer nemlig, at de kunne få det hele.

»Vi var i gang med at forhandle en løsning om eksempelvis nedsættelse af huslejen eller udskydelse af betalingen. Men det gik jo fuldstændig i stå, fordi vi blev stillet i udsigt, at vi kunne få en 100 procents kompensation. Nu ligger regningerne til forfald, uden at vi er blevet kompenseret,« siger Andreas Holm.

Paradoksalt nok er Sportsmaster og andre kæder i den situation, at de faktisk kan tabe penge på en høj omsætning i strøgbutikkerne. Det skyldes, at hjælpen er skruet sammen som en såkaldt trappemodel.

Den betyder, at virksomhederne får kompensation for de faste udgifter som eksempelvis husleje ud fra nedgangen i omsætningen.

Eksempelvis får en butik 50 procents dækning, hvis den taber 60 procent i omsætning, men kun 25 procent i dækning, hvis nedgangen har været 59 procent. Altså ét procentpoint i forskel på omsætningen kan halvere kompensationsstørelsen.

»Da vi ikke kender vores omsætning, så ved vi reelt ikke, hvad vi får i kompensation. Det giver en stor usikkerhed. Samtidig sætter det os også i den situation, at vi kan risikere at blive straffet for en omsætning, der er for høj,« siger han.

Andreas Holm mener derfor, at butikkerne burde kompenseres et hundrede procent for de butikker, der er tvangslukkede. Også selv om de kører under ét og samme CVR-nummer.

Simon Kollerup (S) har hidtil afvist at ændre trappemodellen.

»En model med meget små trin eller uden trin ville have været mere tidskrævende og dermed betydet, at der ville gå længere tid, før pengene kunne udbetales,« har han tidligere sagt til B.T.