Det kan koste Lars Elborgs virksomhed millioner af kroner på bundlinjen, hvis der langes for meget sportstøj over disken.

Derfor mener han, at regeringens hjælpepakke er skruet helt forkert sammen.

»Det kan koste os penge, hvis vi sælger for meget,« siger Lars Elsborg, der er direktør i den succesfulde sportstøjskæde Sport 24

»Det er i mine øjne en grotesk situation, at man bliver straffet økonomisk for at holde omsætningen oppe,« fortsætter han.

Direktør for den succesfulde sportstøjsvirksomhed Sport 24 Lars Elsborg (th.) mener, at regeringens model for kompensation under coronakrisen er skruet forkert sammen. Til venstre er det hovedaktionær i Sport 24 Henrik Bruun.
Direktør for den succesfulde sportstøjsvirksomhed Sport 24 Lars Elsborg (th.) mener, at regeringens model for kompensation under coronakrisen er skruet forkert sammen. Til venstre er det hovedaktionær i Sport 24 Henrik Bruun. Foto: Joachim Ladefoged/Ritzau Scanpix
Vis mere

Forklaringen er, at regeringen har lavet kompensationsordningen som en såkaldt trappemodel.

Trappemodellen betyder, at virksomhederne får kompensation for de faste udgifter som eksempelvis husleje, i forhold til hvor meget nedgang de har haft i omsætningen.

Eksempelvis får en butik 50 procents dækning, hvis den taber 60 procent i omsætning, men kun 25 procent i dækning, hvis nedgangen har været 59 procent. Altså ét procentpoint i forskel på omsætningen giver 25 procentpoint i forskel på kompensationen.

Lars Elsborg mener, at man bør droppe trappemodellen og i stedet lave en såkaldt lineær model, så kompensationen beregnes ud fra den specifikke nedgang i omsætningen.

Politisk vækker trappeordningen også undren.

Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, fortæller, at han og Venstre under forhandlingerne med regeringen pegede på, at trappeordningen kunne få uheldige konsekvenser og presse virksomheder til at spekulere i ordningen.

»Vi har rejst problemet, men regeringen holdt fast i modellen,« siger han og tilføjer:

»Hjælpepakkerne skal holde hånden under virksomhederne, men samtidig belønne initiativ og virkelyst. De skal ikke bringe nogen i den situation, at det er mere økonomisk fordelagtigt at træde lidt på bremsen,« siger han.

Erhvervsordfører Hans Kristian Skibby fra Dansk Folkeparti er 'desværre ikke overrasket' over, at trappemodellen kan føre til spekulation i at lægge sig snublende nær kanterne på trappetrinene for at opnå mest mulig støtte.

Samtidig afkræver han svar på, om erhvervsminister Simon Kollerup (S) ser behov for at justere ordningen for eksempel ved at gøre afstanden mellem trinene mindre eller helt fjerne dem.

»Regeringen har præsenteret os for en skræddersyet pakke, som vi ikke kunne få særlig meget indflydelse på,« siger Hans Kristian Skibby og fortsætter:

»Men når trappetrinene er så høje, er det klart, at nogle virksomheder vil spekulere i det. De gør ikke noget ulovligt, og man kan ikke fortænke dem i det. De arbejder inden for den model, erhvervsministeren er kommet med. Men vi er nødt til at få set på, om ordningen skal justeres,« siger han.

Erhvervsminister Simon Kollerup pointerer, at trappemodellen skal sikre, at ordningen kan administreres relativt enkelt, så virksomhederne kan få en hjælpende hånd, så hurtigt som muligt.

»En model med meget små trin eller uden trin ville have været mere tidskrævende og dermed betydet at der ville gå længere tid, før pengene kunne udbetales,« siger han og tilføjer:  

»Jeg oplever, at virkelig mange virksomheder gør, hvad de kan for at holde hjulene i gang, selv om det er en svær tid. Det er svært helt at undgå nogle brodne kar, som spekulerer i og misbruger den hjælp, som vi som samfund tilbyder.«

Sport 24 består af i alt 180 butikker, og Lars Elsborg fortæller, at virksomheden holder sig oven vande under coronakrisen, men at det føles som 'stilhed før stormen'.

»Vi frygter en lang nedgang i omsætningen efter det her,« siger han.