Den omdiskuterede feriepark på Møn, som efter planen skal stå færdig i 2022, er netop blevet skudt til hjørne.
Flere frygter nemlig, at ferieparken bliver 'for stor', og formanden for Plan- og Teknikudvalget i Vordingborg Kommune, Michael Larsen, er også i tvivl om, om det er en god idé.
Det skriver TV 2 ØST.
Ferieparken på Møn, som skal opføres omkring Hjelm Bugt, har allerede skabt en del røre, efter investorer foreslog, at de ville kaste penge efter det store projekt, som skal huse mellem 2.500 og 2.700 overnattende gæster.
For selvom projektets formål er at lokke flere turister til området, er borgerne utilfredse, idet de mener, at parken bliver 'for' stor. Den generelle holdning er nemlig, at ferieparken maksimalt bør huse 1.200 gæster.

Et samlet udvalg valgte derfor også onsdag at indsende planen om det forslåede projekt tilbage til behandling i administrationen.
»Vi er nået frem til, at ingen i udvalget kan anbefale lokalplanforslaget overfor kommunalbestyrelsen. Fem medlemmer i udvalget har bedt om, at administrationen undersøger en række forhold, før de beslutter sig endeligt,« siger Michael Larsen, som er formand for Plan- og Teknikudvalget, til TV 2 Øst.
Helt konkret skal administrationen derfor afklare en række spørgsmål om sagen, heriblandt parkens størrelse, og her skal bygherren bag projektet ligeledes involveres.
På trods af den omfattende kritik – og bekymring – om projektet, mener Michael Larsen dog godt, at projektet stadigvæk kan blive til noget. Han understreger dog, at det blot kræver, det bliver mindre.


