I Danmark og i resten af verden bruger medier og myndigheder Johns Hopkins Universitetets interaktive kort over smittede.

Her opgøres det løbende, hvor mange smittede, døde og raskemeldte, der er i verden og i hvert enkelt land. Men mandag morgen stod der et forkert tal ved Danmark.

Antallet af bekræftede tilfælde i Danmark hed: 1.739.

Det er i skærende kontrast til det tal, de danske myndigheder selv har meldt ud, som hedder 898.

Der er formentlig tale om en fejl hos Johns Hopkins Universitetet. Det forklarer presse- og kommunikationskonsulent hos Statens Serum Institut Michael Madsen til B.T.

»Jeg aner ganske enkelt ikke, hvor Johns Hopkins' tal kommer fra. Det er ikke noget, vi har meldt ud. Vi har i hvert fald ikke de tal, så der er formentlig tale om en fejl,« siger Michael Madsen.

I Johns Hopkins Universitetets interaktive kort ligger Danmark meget højt på listen over lande med smittetilfælde. Faktisk overgås vi kun af Kina, Italien, Iran, Sydkorea, Spanien, Tyskland, Frankrig, USA og Schweiz.

Dermed skulle Danmark være i top-10 over lande med flest smittetilfælde. Men tallene er, som Michael Madsen påpeger, ikke dem, de danske myndigheder har.

Sådan ser Johns Hopkins-kortet ud med de ikke-rigtige oplysninger om Danmark.
Sådan ser Johns Hopkins-kortet ud med de ikke-rigtige oplysninger om Danmark. Foto: Johns Hopkins University
Vis mere

Klikker man rundt i det interaktive kort, står det da også klart, at tallene for Danmark, når man klikker på boblen over landet, stemmer mere overens med det antal, myndighederne herhjemme melder om, som er 898.

Så vidt er antallet af smittede, som de danske myndigheder har meldt, altså på 898. Man har testet 5.076, mens en officielt er død – selvom dødsårsagen endnu ikke er fastslået som værende af coronavirus.

Det skal samtidig nævnes, at det reelle antal danske smittede ikke står klart, da ikke alle med symptomer længere testes. I stedet er tallet af smittede, som de danske myndigheder melder ud, baseret på dem, de har testet.

Vil man se de danske myndigheders tal, kan man finde dem hos politiet.